OEO Studio designer ny kollektion for Mater
Mater lancerer både en ny stol- og bordkollektion, designet af OEO Studio ud fra et fælles engagement i cirkularitet. Kollektionerne Compound og Lily er lavet af genanvendte materialer og vil kunne skilles ad igen og genbruges.
- Når vi bringer nye designs til markedet, starter vi altid med at analysere, om produktet understøtter vores bæredygtige mission og vil påvirke designindustrien positivt. Vi har tidligere arbejdet sammen med OEO Studio, og allerede fra starten af dette samarbejde var der ingen tvivl om, at vi sammen kunne skabe noget fantastisk, der afspejler vores fælles engagement i cirkulæritet, siger grundlægger af Mater og Head of Circular Transformation, Henrik Marstrand i en pressemeddelelse.
Let og minimalistisk
Inspirationen til Lily-bordene har OEO Studio fundet i naturen med åkandeblomsten lange slanke stil og det store, flade blad, der let flyder på vandet.De lette Lily-borde er lavet af Matek-blandinger, der består af enten kaffe- eller træaffald blandet med post-consumer E-waste. OEO Studio fremhæver Matek for dets evne til at se naturlig ud og have ligheder med materialer som sten og marmor.
Lily-bordene kan fås i flere Matek-blandinger og størrelser, og er oplagte at arrangere i grupper på to eller flere. Bordserien er skabt med et knock-down stel, der gør flat-packing muligt og dermed produktet ekstra klimavenligt.
Læs også:
Udfordrerbank indrettet med sund fornuft
Komfort og softness
Compound-kollektionen er i et minimalistisk design med et udtryk, der på en og samme tid er blødt og tredimensionelt. Så man opnår særdeles god komfort.Compound fås i flere Matek-blandinger, med eller uden polstring, hvilket giver et næsten uudtømmeligt katalog af farve- og designmuligheder. Stolen kan stables og egner sig til både privat og offentlig brug.
Om OEO Studio
Thomas Lykke og Anne-Marie Buemann er grundlæggerne af OEO Studio, der har har base i København og et projektkontor i Tokyo, Japan.Thomas Lykke og Anne-Marie Buemnn
OEO Studio kombinerer strategisk tænkning med en fokuseret konceptuel tilgang og et stærkt designæstetisk udtryk. Resultatet er unikke rumlige oplevelser, indretningskoncepter og produkter, som er helhedsorienterede, imødekommende og sanselige.
OEO Studio har skabt prisvindende designs til en bred vifte af kunder over hele verden og har formet nye design brands. Deres arbejde spænder fra indretningen af Michelin-stjerne-restauranter til design af objekter, som har fået en plads i de permanente samlinger på Victoria and Albert Museum i London, Cooper Hewitt Smithsonian Design Museum i New York, Musée des Arts Décoratifs i Paris og Designmuseum Danmark i København.