Udfordrerbank indrettet med sund fornuft
Lunar tænker i nye baner og ser anderledes ud. I Bredgade er deres nye kontor indrettet i ’fornuftige’ materialer i et stiligt udtryk, som bæredygtighedschef Eva Harlou har udviklet sammen med Daarbak Design.
Som en digital bank rettet især mod unges behov, forventer man heller ikke, at Lunar Bank bor traditionelt. I de nye lokaler i Bredgade, København, er bygningens tidligere celle-kontorer revet ned og i den gennemrenoverede bygning, tegnet af Svenn Eske Kristensen, møder man en lys skandinavisk, moderne indretning med lækre, enkle detaljer, der taler smukt ind i bygningens modernistiske arkitektur.
Der, hvor Lunar virkelig markerer sig, er på møblerne i bæredygtige materialer, som bæredygtighedschef Eva Harlou helst vil kalde ansvarlig indretning, rationelt design eller bare sund fornuft:
– Jeg ved godt, at vi ikke redder verden ved at tænke i bæredygtige materialer her i Lunars kontorer, men det er den rigtige vej at gå. Næste opgave er at omindrette Lunars kontor i Stockholm.
Kontorbygningen er indrettet med graduering af rumligheder, som er et behov hos mange virksomheder i dag. På rundvisningen kommer vi gennem store fælles kontorer med en travl buzz, og samtidig kan man trække sig lidt tilbage i små bokse, hvis opgaverne kræver fordybelse eller fortrolighed. Der er mere uformelle mødesteder på tværs af bygningen, møderum og øverst i bygningen et stort fælles loungeagtigt rum ud til bygningens helt formidable terrasse med udsigt til Marmorkirken.
– Det har været en unik mulighed at indrette Lunars kontorbygning og samtidig udnytte mine fagligheder, fortæller Eva Harlou, der ikke kun har omdannet bygningen men også selv designet flere af møblerne, som er leveret af Daarbak Design.
– Samarbejdet med Jan Bertelsen og Daarbak Design har været fantastisk, da de er med på at gå hele vejen og forsøge at finde noget, der er mere rationelt. Den tilgang kræver tid og vedholdenhed. Og Lunar har ønsket at gå hele vejen. Mit ’rationelle’ vokabular er blevet større og større i takt med, at vi har fundet ud af, hvem der kan bearbejde og granulere forskellige materialer.
Indsamlet plast blev til stole og bordplader
Det er en bygning fuld af historier om materialegenanvendelse. Eksempelvis samlede Eva Harlou sammen med medarbejderne i løbet af et år al Lunars plastaffald, som blevet til stole i møderummet. Computer-keyboards er blevet til de sortnistrede bordplader i møderummene og lave sideborde er lavet af genanvendt plast fra covidtest-spande.
Den langtidsholdbare brug er også tænkt ind.
– Vi bruger mange skærme i banken. De er sat hjul og kan rulles rundt. Også skærmene på væggen kan tages ned og tages med ud på messer. En anden sjov ting er kontorbordene, som vi kan justere i højden med et svinghåndtag, så man undgår kabler og bruger sin krop.
Bæredygtigt partnerskab
Alle møbler er leveret af Daarbak Design, og for salgsdirektør Jan Bertelsen har det været et helt særligt samarbejde, fordi Daarbak selv arbejder frem mod ikke længere at bruge virgin-materialer. Udover at levere alle nye møbler har Daarbak afhjulpet Lunar med deres gamle møbler, som de sælger på auktioner eller giver bort til ngo’er.
– Hvorfor ikke omforme de materialer og ressourcer vi allerede har. Jeg syntes ellers, at vi var forrest i bussen, men Lunar har virkelig skubbet til udviklingen. Jeg er utrolig stolt over resultatet, siger Jan Bertelsen.