
Gudbrandsdalens Uldvarefabrik præsenterede Mandal i et væld af farver.
Norske designbrands bygger bro mellem tradition og innovation
I udstillingen Inside Norway – kurateret og iscenesat af Kirsten Visdal – kunne man under dette års FRAMING i Odd Fellow Palæet opleve norske designnyheder i ét fælles univers.
LK Hjelles Less-sofa i en ny, kortere version
Eikunds Veng Dining Chair, oprindeligt tegnet af Torbjørn Bekken i 1960 – nu uden armlæn
Med Inside Norway blev der trukket tydelige forbindelser mellem generationer, materialeforståelse og formgivningstraditioner i den norske designbranche. Udstillingen viste, hvordan både etablerede virksomheder og yngre aktører søger nye veje i krydsfeltet mellem industri, kunst og møbeldesign.
Norsk Industri havde samlet Northern, Fjordfiesta, Varier, Formfin, Ekomes, Jensen Beds, Hadeland Glassverk, Gudbrandsdalens Uldvarefabrik, Lundhs, LK Hjelle og Eikund. Med den store satsning skubbede Norsk Industri til fortællingen om norsk design før, nu og i fremtiden, og viste diversiteten i den norske designindustri.
Northern, Fjordfiesta, Varier, Formfin, Ekomes, Jensen Beds, Hadeland Glassverk, Gudbrandsdalens Uldvarefabrik, Lundhs, LK Hjelle og Eikund var blandt de deltagende virksomheder. Fælles for dem var en ambition om at demonstrere, hvordan norsk design favner både håndværkstraditioner og moderne formgivning.
Natursten rammer balancen mellem det rå og det skulpturelle
Et markant indslag kom fra stenspecialisten Lundhs, der sammen med kunstneren Ali Gallefoss og designbureauet Bielke&Yang viste et møbelprojekt, hvor overskudsmaterialer fra produktionen i Larvik blev brugt som udgangspunkt. Det lyder fra Lundhs i en pressemeddelelse:
- Vi er stolte af at præsentere et særligt samarbejde med det Oslo-baserede designbureau Bielke&Yang og kunstneren Ali Gallefoss. Ved hjælp af afskæringer og rester fra vores stenbrud i Larvik har Ali skabt en skulpturel serie af borde til Bielke&Yangs nye kontorlokaler – en blanding af natursten og aluminium for at udtrykke kontrasten og harmonien mellem natur og industri.
Lundhs går nye veje med Norsk natursten
Gallefoss har skabt en serie borde, der kombinerer rå natursten og aluminium. Bordene indgår i Bielke&Yangs nye kontormiljø og er tænkt som skulpturelle objekter, hvor stenens naturlige udtryk bevares og fremhæves.
- Sammen fortsætter vi med at flytte grænserne for, hvad der er muligt med sten, og Ali har fanget essensen af dette projekt på en rå, unik og moderne måde, siger Bielke&Yang.
Det største bord er udført i Lundhs Emerald – en slebet og poleret larvikit, monteret på en base af svejset aluminium. To mindre borde anvender rester fra Lundhs Royal, hvor det polerede stenmateriale hviler på sokler af rå larvikit. Detaljer i sølvtusj i overfladen refererer til norske rune-symboler og tilføjer en nutidig tolkning af historiske tegn.
Eikund præsenterede en opdateret version af Torbjørn Bekkens Veng Dining Chair fra 1960 – nu uden armlæn. Stolen bevarer sit karakteristiske skulpturelle formsprog og buede ryglæn.
Variers Ekstrem-stol fra 1984 med nye farver
Varier introducerede nye farvevariationer på den ikoniske Ekstrem-stol fra 1984, som i disse år genopdages af nye generationer. Stolen er designet af Terje Ekstrøm og kendetegnet ved sin fleksible, skulpturelle geometri.
Hos Gudbrandsdalens Uldvarefabrik blev der arbejdet med tekstile eksperimenter, bl.a. i præsentationen af det nye stof Mandal, som blev vist i et farverigt og vertikalt udtryk.
Samtidig markerede LK Hjelle sit 85-års jubilæum ved at introducere en kortere version af deres populære Less-sofa – en kompakt opdatering af et veletableret møbelkoncept.