Når belysning iscenesætter arkitektur og kunst

Det totale mørke virker skræmmende på os mennesker. Lyset skaber tryghed, da vi kan se, hvad der foregår. Den følelse spiller arkitekt og lysdesigner Robert Wilson på i sin aktuelle installation ”Mother” i Milano, som kan ses på Sforzesco-slottet frem til den 18. maj 2025. Her ledes publikum først ind gennem en mørklagt gang – for derefter at sætte sig på træbænke foran et sort scenetæppe i et lille rum. Der eneste lys i rummet er den lille bitte smule, man kan skimte bagerst, hvor et klassisk ensemble har taget opstilling. Mørket er næsten klaustrofobisk, men langsomt kommer lyset tilbage – ledsaget af ensemblets fremførelse af passionssalmen, Stabat Mater, i en instrumentel version af den estiske komponist Arvo Pärt.

At iscenesættelse mørke som forudsætning for lys har Robert Wilson valgt at levendegøre i Det Spanske Hospital på Sforzesco-slottet, hvor den berømte – ufærdiggjorte – marmorskulptur Rondanini Pietà står. Den er skabt af Michelanglo, som både var billedhugger, arkitekt og maler. Han arbejdede på skulpturen fra 1552 indtil seks dage før sin død i 1564, og den forestiller den sørgende Jomfru Maria med sine afdøde søn Jesus i armene.

Det Spanske Hospital er opført i 1500-tallet og har hvælvede lofter, som er bemalet med originale freskoer. Det bruges som museumsrum og blev senest renoveret af den italienske arkitekt og designer Michele De Lucchi i 2015, hvor gulvene af fransk eg, skåret på et savværk i Bourgogne, blev lagt.

Robert Wilson er blevet beskrevet som en lysdesigner, der maler med lys, og han bruger i dette aktuelle eksempel sin lyssætning til at genfortælle den smertefulde lidelseshistorie i Det Spanske Hospital.

- Sort er sortere takket være lys. Jeg maler med lys, da jeg aldrig har været god til at male på et lærred. Jeg er bedre til at male med lys i rum, specielt i teatre, hvor jeg kan male i flere dimensioner, som jeg ikke kan andre steder, siger Robert Wilson, der personligt foretrækker tusmørke. 

Arbejder med kontraster

Robert Wilson begynder altid med mørket, som han fortalte under sin under sin Masterclass i The Euroluce International Lighting Forum, hvor han trak fulde huse. Titlen var ”Creativity and the transformative power of design”, som var en tour de force i hans tanker om, hvor altafgørende betydning lyset har – i tid og rum – når han tilfører det.

- Jeg har forsøgt at skabe min egen version af Michelangelos mesterværk, som han ikke nåede at færdiggøre. Det er med en følelse af ærbødig ærefrygt og ​​beundrende undren, men også en følelse af sindsro. At være i fred med sig selv, selv over for dødens tragedie, siger den 83-årige Robert Wilson, som er beæret over at være inviteret som ’special guest’ under designugen i Milano.

Han ønsker ikke at diktere andre, hvordan man skal arbejde med lys, men han vil med sin masterclass gerne give tilhørerne en ramme, hvor de kan fylde deres egne ideer ind.

- Jeg har altid tænkt, hvor vidunderligt det må være for kunstnere og arkitekter at bruge deres liv på arbejde med lys. Det er inspirerende at få lov til at dele mine ideer med andre inden for et område, som er så vigtigt for mit arbejdsliv, fortæller Robert Wilson og fortsætter:

 - Jeg siger altid; Begynd uden lys og tilføj det så. Kig på strukturen for at se, hvordan det fungerer arkitektonisk. Jeg arbejder selv med kontraster. Vi har brug for lys. Lys kan forandre vores humør, vores attitude og skabe en særlig sindsstemning. Man skal finde balancen mellem lys og mørke.

I forhold til ”Mother”-projektet var det Robert Wilsons ønske, at publikum skulle starte med at komme ind i en lys- og lydtæt korridor, så de kunne tømme deres sind. Det kunne ikke lade sig gøre, så han lod i stedet publikum sidde og vente i et kulsort mørke i nogle minutter.

- Lys er det, der gør mørket mørkere. Lyset følger enten lige linjer eller buede. Det er de to principper. Pieta-skulpturen har lige linjer og krumning. Lyset skal skabe spænding mellem de lige linjer og buede linjer, forklarer Robert Wilson, som understreger, at man skal være opmærksom på detaljer og gøre plads til forbedringer.

 

Lys er det, der gør mørket mørkere. Også i mørke teaterstykker er der brug for lys, her Shakespeares ”Kong Lear”. Foto: Saverio Lombardi Vallauri

Død fisk og appelsin

“Mother”-projektet var kurateret af Franco Laera, grundlægger og kunstnerisk direktør for Change Performing Arts i 1989 og professor i Kunst og Medier ved UILM Universitet i Milano. Han udtaler følgende om Wilsons arbejde:

- Robert Wilson ser scenen, et stykke papir, en bygning, facaden på en katedral eller en skærm som et lærred, hvorpå han kan male med lys. For Wilson er lys ikke noget dekorativt, som vi kan kigge på, men det, der gør os i stand til at se. Lys guider vores blik – som katalysator for at vække følelser.

De fleste vil nok blive temmelig imponerede, hvis de læser Robert Wilsons CV, da det ikke blot er langt, men vidner om faglige samarbejder fra øverste hylde – med ledende kunstnere, musikere og forfattere. Han har også designet møbler, som ligger i krydsfeltet med kunst og design.

Selv om den arkitektuddannede Robert Wilson gennem sin karriere primært har beskæftiget sig med scenisk belysning til teater og opera, tager hans projekter ofte udgangspunkt i at lyssætte arkitektoniske rum. Hans værker og installationer findes generelt inden for den mere kunstneriske genre, da han bl.a. er fascineret af den ordløse kommunikation, som arkitektur og kunst kan tilføre menneskelivet.

 

Men det er især lyset, som han vundet hans hjerte. At det netop blev lys, skyldes f.eks. den oplevelse, som han havde som ung arkitektstuderende, hvor underviseren gjorde timerne om Bauhaus til øjenåbnere af en anderledes tænkemåde. Selv om han lærte meget af institutlederen på arkitektskolen, Louis Kahn, var hans favorittimer dem hos Sybil Moholy-Nagy, da hun inspirerede ham til – populært sagt – til at tænke ud ad boksen. I en undervisningstime lagde hun en død fisk på katederet – uden at kommentere den – mens hun holdt foredrag om Bauhaus. Det gentog sig i de næste lektioner, hvor hun også kunne finde på at lægge en appelsin.

- Hun var en af mine største inspirationskilder. Hun viste f.eks. en serie med lysbilleder i baggrunden, som intet havde at gøre med det, hun fortalte om Bauhaus. Det kunne være en stol af Frank Lloyd eller en byzantinsk mosaik. Hun forklarede aldrig, hvorfor hun tog en fisk ud af sin taske og lagde den på bordet. Men det fik mig til at forstå ting uden at få det forklaret, forklarer Robert Wilson, som føler sig privilegeret over at få lov til at arbejde over hele verden.

Sybil Moholy-Nagy opfordrede f.eks. sine studerende til at tegne en by med blyant på papir. De studerende fik tre minutter til at designe, hvordan deres by skulle se ud.

- Jeg tegnede et æble med en krystalterning inden i. Byer har brug for et centrum af lys, ligesom en middelalderby med en katedral i midten. Rig og fattig kan gå ind i centrum af byen og opleve det samme, slutter Robert Wilson, som opfordrer til give plads til, at folk kan tænke og drømme i et rum, hvor sanserne ikke bliver bombarderet.

Læs flere artikler om Belysning på vores temaside