
Woodstyle åbner showroom på Aarhus havn
Upcycling møbelsnedkervirksomheden åbner på fredag nyt showroom på havnen i Aarhus, hvor man vil udstille massive borde af genbrugt dansk flådeeg lavet af dæksplanker fra Fregatten Jylland.
Efter i snart 10 år at have arbejdet, udstillet og solgt ud af træværkstedet i Hedensted, er danske Woodstyle klar til at åbne dørene til et nyt showroom på Aarhus havn. Og lokalerne er unikke, ligesom træet i møblerne er det.
De rå lokaler på Aarhus Havn fremhæver fortællingen om den danske upcycling-virksomheds plankeborde. Deres møbler er nemlig ikke lavet af hvilket som helst træ. De er skabt af planker fra sydeuropæiske kirker og herregårde. Seneste skud på stammen er en stor sending østrigsk træ og borde af planker fra restaureringen af fregatten Jylland.
– Det er virkelig stort for os, at vi kan slå dørene op i Aarhus. Jeg ser os stadig som en lille snedkervirksomhed, så det her ryk mod et flot showroom i hjertet af Aarhus med god adgang til, at østjyderne kan komme ind og blive inspireret, og samtidig har plads til at bakke en trailer op og komme hjem med varerne, er en perfekt måde for os at vise, hvad vi kan. Det er stort, og vi glæder os gevaldigt, siger Casper Jacobsen, grundlægger og ejer af Woodstyle.
Det nye showroom slår dørene op den 10. september klokken 10 på Balticagade 15B, 8000 Aarhus.
Fra levende træer til gamle gulve til nye borde
Woodstyle blev grundlagt i 2013 i Hedensted af snedkeren Casper Jakobsen. Dengang var plankeborde voldsomt in, og alle med en finger på boligpulsen skulle have et plankebord. Woodstyle havde kronede dage, men siden har hypen fortaget sig, og snedkeren stod tilbage og måtte enten lukke butikken eller gentænke hele forretningen.
– Samtidig med at vi skulle genopfinde os selv, slog bæredygtighedsbølgen ind over møbelindustrien, og vi red med. Men det tager 150 år fra et egetræ er plantet, til det er fældningsklar til møbelproduktion, så der er ikke noget quickfix i træproduktion, hvis man gerne vil arbejde med det gode træ. Derfor var ideen om at anvende træ fra restaurerede herregårde og kirker i Europa, der måske bare var endt på forbrændingen, helt oplagt, fortæller Casper Jacobsen.
Foruden en mere klimavenlig forretningsmodel, skaffede den nye bæredygtige retning også Casper Jacobsen og Woodstyle en investor i ryggen. Mads H. Dalsgaard, der er stifter logistikselskabet Ship-log, har købt 20 procent af virksomheden. Investeringen giver Woodstyle økonomisk tryghed og råderum, så det ikke er økonomien, der skaber benspænd for forretningsudviklingen.
Spis på fregattens dæk
I de kommende år skal dæksplankerne på fregatten Jylland i Ebeltoft udskiftes. Plankerne blev lagt i 1980’erne og 1990’erne, mens træet kan dateres tilbage til starten af 1800-tallet. Det er de planker, som Woodstyle har indgået en aftale med direktøren af museumsskibet om, at de nu skal blive til nogle ganske særlige borde.
– Det er en win-win situation, hvor Fregatten Jylland får en del af salget, vi får lov til at arbejde med noget meget specielt historisk træ og i sidste ende, kan forbrugerne købe nogle helt unikke plankeborde. Borde som ikke bare består af flere hundrede år gammelt træ, men også har været en del af et af Danmarks sidste krigsskibe i træ, fortæller Casper Jacobsen.
Produktionen af fregatten-bordene er endnu ikke datosat, men bestillingerne er allerede begyndt at komme ind.