KOMPAN vinder SKI-aftale til tocifret millionbeløb
Legeplads- og møbelproducenten KOMPAN har sikret sig en SKI-aftale til daginstitutioner, hvilket forventes at løbe op i et tocifret millionbeløb. Direktør Mikael Bjørnskov betegner aftalen som en "gamechanger".
Mikael Bjørnskov, KOMPANs danske direktør
SKI, Staten og Kommunernes Indkøbsservice, sikrer offentlige indkøb, og aftalen med KOMPAN, der dækker daginstitutioner, forventes at løbe op i et tocifret millionbeløb. Odense-virksomheden er nu foretrukken SKI-leverandør inden for møbler til børnehaver og vuggestuer de næste fire år, og Mikael Bjørnskov, KOMPANs danske direktør, udtaler i en pressemeddelelse:
- Vi begyndte processen om at blive SKI-leverandør helt tilbage i det tidlige forår 2023, og derfor er det en stor tilfredsstillelse for Kompan, at vi nu har vundet aftalen. At vi nu er den foretrukne leverandør, bliver vigtigt for vores forretning inden for institutionsområdet. Det er normal praksis, at en meget stor del af indkøbet fra for eksempel børnehaver og vuggestuer går via primærleverandøren i SKI-aftalen.
Han fremhæver, at aftalen forventes at skabe en betydelig ekstraomsætning for KOMPANs møbelforretning.
- De økonomiske perspektiver for hele vores forretning er rigtig gode, men for møbelforretningen, der fylder en mindre del af den samlede forretning, er det her en decideret gamechanger. Vi regner med at investere yderligere i ansættelsen af nye kolleger og i produktudviklingen af nye innovative løsninger, siger direktøren.
For at maksimere aftalens effekt skal flere af Danmarks 98 kommuner tilslutte sig.
- Københavns Kommune og Aalborg Kommune er de to største, der indtil videre har tilsluttet sig. Vi ser frem til at fortsætte dialogen med de kommuner, som endnu ikke er kommet med, og vi arbejder intensivt på at få budskabet ud, forklarer Mikael Bjørnskov og understreger, at rammeaftalen er en fordel for kommuner og stat, som får adgang til et bredt sortiment til konkurrencedygtige priser:
- Vi kan levere over 6.000 forskellige produkter til kommunerne, og derfor er der gode muligheder for den enkelte institution til at få lige nøjagtig de løsninger, som den er på udkig efter. Samtidig får institutionerne adgang til et sortiment med fokus på at minimere klimaaftrykket mest muligt.
Det nye samarbejde forventes at give KOMPAN en konkurrencefordel på møbelmarkedet.