Indret #5
Magasinet INDRET udkommer otte gange om året med nyt om indretning og design. Her kan du læse INDRET #5, som blandt andet har fokus på træ i indretningen.
Vi har talt med den talentfulde danske designer Felicia Arvid, som allerede har modtaget stor hæder for hendes arbejde. Hun er ikke bange for at gå sine egne veje og overraske både sig selv og publikum. Felicia Arvid mener, at design kan være ligesom kunst – det kan vække følelser og skabe stemninger, der rækker udover det rent brugsmæssige.
Dyre kvadratmeter, et stigende antal singler og nye livsdynamikker kalder på mere fleksibilitet, og Signe Rousing Fabricius og Ralf Biehl fra Häfele sætter fokus på micro living-tendensen. De pointerer, at for at løsningerne kan fungere i praksis, skal de skræddersyes til det enkelte projekt og frem for alt fungere for brugeren.
I midten af Københavns nye grønne frirum, Operaparken finder man det organisk formede væksthus med en café, hvorfra der er adgang til det underjordiske parkeringsanlæg. Her har producenten DAMPA været med til at realisere det organiske loft, og vi taler med projekt- og arkitektrådgiver Lone Rold om det unikke projekt.
Vi har også talt med Rasmus Greve fra Loudliving om arbejdet med at lave et massivt plankegulv om til inventar og møbler i ATP Ejendommes nye hovedkontor. Den cirkulære økonomi spiller en stor rolle i fremtidens møbelbranche, og det er den første skalerbare snedker-upcyclede designløsning skabt ud af et gulv.
Så kan vi også begynde at se frem mod årets Salone del Mobile, hvor den italienske designer, Luca Nichetto, er Guest of Honor. Milano-messen har altid stået som et designmekka for ham, og det var en drøm, der blev til virkelighed at være i samme omgivelser og tale med sine store helte. Luca Nichetto er især begejstret for den gode energi, som mødet med andre i designbranchen giver ham. Han beskriver det som benzin på bålet til at fortsætte med sit kreative virke.
Derudover kan du se nyt fra Sorø Møbler, Elmo, Culina, Le Klint, Terazzo DK og Gobo Lighting.
God læselyst!
Tilmeld dig INDRET/Byggeri+Arkitekturs nyhedsbrev og modtag magasinet INDRET direkte, næste gang vi udkommer!