Cirkulært design deler viden i Designmuseum Danmarks have
Circular Furniture Days indtager Designmuseum Danmarks have med en udstilling og talks under 3daysofdesign d. 12.-14. juni.
Circular Furniture Days er en del af 3daysofdesign og sætter fokus på den cirkulære omstilling i produktdesign. Med programmet vil man inspirere indretningsarkitekter og designere med viden og indsigt i hvordan førende brands arbejder med cirkulære forretningsmodeller og cirkularitet i design af produkter.
For mange brands inden for design-, møbel- og interiørbranchen er cirkularitet i fokus for efterspørgslen på bæredygtige løsninger vokser. Den kommer både fra B2B-kunders og myndigheders krav om ansvarlig produktion og cirkulær omstilling.
Et tæt partnerskab mellem Lifestyle & Design Cluster, Formland, Plastindustrien, Designmuseum Danmark og førende danske brands står bag programmet, hvor man kan opleve en række fremsynede cirkulære eksempler.
Cirkulære frontrunners
Cirkulære forretningsmodeller og cirkulære designprodukter er ikke kun til gavn for virksomheder og kunder, men vil også på den store bane bidrage til den globale klimadagsorden. Der vil være showcases og igennem talks og events kan man lære af de bedste på området og finde nye måder at implementere cirkulære principper i sit eget arbejde.
Betina Simonsen, direktør i Lifestyle & Design Cluster, siger:
- Vi har allieret os med virksomheder, der strategisk prioriterer cirkulære løsninger og forretningsmodeller – både i den enkelte virksomhed og i høj grad også i værdikæder og samarbejder, siger direktør i Lifestyle & Design Cluster, Betina Simonsen.
Brands der udstiller
SMALLrevolution, Frandsen, Mater, Fredericia Furniture, Sheworks, ferm LIVING, KVIK, OUT-SIDER, a:gain, MÅLBAR, TAKT, Weigelt Studio, KVIST, NJORD, Wehlers, Tenksom, Please Wait to be Seated, Eva Solo, HabiWe og NORNORM.
Design der kan forandre verden
Partnerskabet bag Circular Furniture Days står bag udstillingen i Designmuseum Danmarks have, som direktør Anne-Louise Sommer ser frem til:
- Det er en central del af Designmuseum Danmarks DNA at være samlingspunkt for designbranchen og understøtte udviklingen af design, der kan forandre verden.
Til udstillingen har Plastindustrien bidraget med en plastik-pavillon, som demonstrerer plastens bæredygtige egenskaber som byggemateriale. Thomas Drustrup, direktør i Plastindustrien, fortæller
- Vores pavillon blev designet til genopstilling og til at fortælle historien om plastens bæredygtige egenskaber som byggemateriale under UIA sidste år. I år handler det om design og cirkularitet, og her spiller plast også en kæmpe rolle.
Udstillingen bliver genbrugt
Efter udstillingen på Designmuseum Danmark vil udstillingen blive genbrugt og flyttet til Formland i Herning den 17.-19. august,
- Vi ønsker med dette stærke samarbejde at medvirke til øget fokus på cirkulære løsninger og produkter i livsstilsbranchen – nu og i fremtiden, fortæller projektleder hos Formland Flemming Andersen.
Spændende navne i programmet
I samarbejde med partnere, udstillere og Designrådet er planlagt en lang række talks og events, der alle taler ind i den cirkulære dagsorden. Her kan man blandt andet møde:
Morten Lind, TENKSOM og Heidi Bugge, (Svanemærket). Sia Hurtigkarl (designer), Mathilde Aggebo (Royal Danish Academy), Michael McKay (Novo), Josef Peter Helmut Oehmen (DTU), Martin Delfer (DDC), Henrik Taudorf Lorensen, (Takt), Bonnie Hvillum (Natural Material Studio), Anders Byriel (Kvadrat), Thomas Lykke (OEO Studio), Maria Bruun, Jens Martin Skibsted (Manyone), Ditte Lysgaard Vind (Bloxhub), Marie-Louise Høstbo, Helle Rex (Carl Hansen og Søn), Morten Lund Petersen (Fritz Hansen), Kristine Rønde (KEEPR), Solvejg Søndergaard (SheWorks), Anne Romme og Ion Sørvin (Det Kongelige Akademi), Arendse Ekegreen Baggesen (SMALLrevolution), Plastindustrien, Målbar og Bureau Veritas, Jesper Wøldike Brandt (a:gain), Anders Jepsen (Nornorm), Jarl Engelbrecht Vindnæs (Stykka), Claus Johnsen og Christian Milán (begge Kvik) og Sofie Tind Nielsen, (World Wildlife Fund).