Sandstøbte messinggreb sætter den historiske prik over i’et

Når man besøger Søe-Jensens nye showroom i Amaliegade i København, går der ikke mange sekunder, før man bliver klar over, at messingreb ikke bare er messinggreb. Virksomheden har produceret greb og andet inventar af sandstøbt messing i 159 år, så det store historiske vingesus er en del af fortællingen om Søe-Jensen. I skitsebøger finder man de gamle, originale håndtegninger af de berømte greb, som f.eks. er installeret på Københavns Rådhus, Amalienborg og Christiansborg. Alle modeller har navne efter adelsslægter – Astor, Medici, Byron osv.

 

Messinggreb formet som hvalrosser, delfiner og sæler vidner om en særlig historie med utallige anekdoter – fra polarforsker Knud Rasmussens hus i Hundested, som han fik bygget efter hjemkomsten fra sine berømte ekspeditioner i Grønland. Han bestilte greb designet som hvalrosser til minde om sine rejser. Og det var også Søe-Jensen, der leverede greb til Thorvald Bindesbølls pragtvilla i Vedbæk, Strandridergaarden, opført i 1811. Bindesbølls villa blev i øvrigt tildelt Renoverprisen i 2021 for den vellykkede genskabelse af den oprindelige stil, hvor de historiske greb fra perioden pryder dørene. Men også i indretningen af det nye hotel, Villa Copenhagen, i den gamle postterminalbygning i København har Søe-Jensen sat sit præg, da de spanske arkitekter fra Frapont og arkitekter fra norske HENT valgte greb til restaurant og hotelværelsesdørene fra den gamle, danske gørtlervirksomhed.

 

Historien starter i 1862, hvor Hansen & Søe-Jensen & Co. Københavns Dørgreb og Metalvarefabrik blev grundlagt. I 1917 trådte Hansen ud af virksomheden, og Søe-Jensen fortsatte sin produktion på Hesseløgade på Amager, indtil man flyttede fabrikken ind på Godthåbsvej 6 på Frederiksberg og senere til Skindergade i København.

 

- Søe-Jensen kan fortælle en længere historie, men den korte version er, at vi har klaret os igennem trods barske tider omkring 1. og 2. Verdenskrig og den deraf følgende råvaremangel. Søe-Jensen har altid haft udsalg i indre by i København, først i Skindergade 47, så Gråbrødre Torv 8 og Kompagnistræde 9. I 2019 overtog jeg virksomheden efter min far, Henrik Westergaard. For at sikre produktionen og de komplicerede – og meget tunge – lønomkostninger, der er er inkluderet, var vi nødsaget til at rykke produktionen til Polen, hvorfra alt sandstøbes og bearbejdes i dag, siger Christian Westergaard og fortsætter:

 

- I 2020 åbnede vi vores nye showroom i Amaliegade, som styres af kommerciel direktør Helle Agesen, mens jeg det meste af tiden tager mig af produktionen i Polen. Her igangsætter, kontrollerer og styrer vi kvaliteten af de gamle modeller, siger Christian Westergaard, hvis far købte virksomheden i 1988 af Erik Søe-Jensen.

 

På fabrikken i Polen er der 22 ansatte, der arbejder med samme metode af sandstøbning, som man gjorde det for 7.000 år siden. Ud over greb laver man også specialopgaver som f.eks. gelændere, lampetter og lysekroner. Det har bl.a. også ført til, at Søe-Jensen har lavet de velkendte toiletlåse med ”Optaget/Fri” til DSB.

 

- Vores største og vigtigste opgave gennem tiden har været Københavns Rådhus, da det er af afgørende betydning, når man får hele entreprisen. Andre opgaver som f.eks. Amalienborg med bl.a. Christian den 7’s palæ og godser som f.eks. Tranekær er selvfølgelig prestigeprojekter. Det er vigtigt at komme på det landkort, siger Christian Westergaard.

Et truet håndværk

Gørtlerfaget har ligesom så mange andre gamle håndværk oplevet nedgang dels i efterspørgsel på produkter og dels mangel på uddannet arbejdskraft. Det har Søe-Jensen måtte tage konsekvensen af, selv om der stadig er et marked for eksklusive greb og andet inventar af messing. Kunderne kommer i dag også ude fra landets grænser, hvor især Norge og Sverige, men også Polen viser interesse for de klassiske, historiske messinggreb.

 

- Trods en voldsom fremgang i byggeriet i starten af 1900-tallet, måtte Søe-Jensen investere et større beløb i virksomheden for at stå imod konkurrencen fra udlandet. Især 2. verdenskrig betød svære tider, hvor vi på grund af råvaremangel måtte begynde at producere dørgreb af træ. Tiderne blev langsomt bedre, men det har altid været et svært marked med en smal kundegruppe bestående af godsejere fra Danmark, Sverige og Norge, som efterspurgte eksklusive greb med f.eks. hvid bronze og elfenben. De laves i dag med kunstigt elfenben, da kunderne stadig efterspørger disse modeller. I dag er vores levestandard steget så meget, at de fleste indkomstgrupper kan erhverve sig dørgreb med smukke detaljer og en tilhørende historie.

 

Søe-Jensen vil gerne bredere ud på markedet, men de gammeldags produktionsmetoder med fokus på kvalitet og håndværk rimer ikke på stordrift.

 

- Globalt set ligger der et stort stykke arbejde foran os, da bl.a. italienske og især portugisiske producenter sprøjtestøber deres greb i metalforme. De kan producere 30 gange så mange greb i timen i forhold til os. Vi producerer jo som i oldtiden – ’slow life’ – næsten som man kender det fra murstensproduktion i middelaldersagnlandet Lejre. Vi anvender sandstøbning og håndslibning samt polering og ciselering. Det er alt sammen noget, hvor mennesker afgiver et personligt præg eller aftryk, fortæller Christian Westergaard og suppleres af Helle Agesen:

 

- Søe-Jensen har kun vores håndværk og chance for at bibeholde vores design og dermed skabe noget unikt – med figurer og andre detaljer – som industrivirksomheder ikke vil og kan udarbejde. Det giver os vores berettigelse og dermed muligheden for at holde fast i og støtte op omkring danske kulturarv. Heldigvis går vores kunder efter det, som vi kan tilbyde – et eksklusivt håndværksprodukt. De mener ligesom os, at livet er for kort til at købe billige kopier.

Nyt design er på vej

Hvordan kan Søe-Jensen så profilere sig som et evigt aktuelt brand? Det gør man bl.a. ved at indgå et samarbejde med en ung arkitekt, som skal tilføje en nutidig fornyelse af sortimentet. Men også ved at tænke bæredygtigt i form af genanvendelse af messing.

 

- Vi har mange gamle tegninger af andre modeller, som vi kunne lancere, men desværre konkurrerer ethvert nyt – og altså gammelt design – med de design, vi har i vores sortiment. Så vi arbejder nu med en dansk arkitekt, som skal designe et moderne beslagdesign. Vejen frem for Søe-Jensen er at udvikle nye design som f.eks. nye greb, lamper eller andet interiør med tilknytning til vores profil, siger Christian Westergaard og påpeger, at selv om det første greb fra 1862 dengang var ’outstanding’, er virksomheden nødt til at udvikle sig for at følge med tiden.

 

- Det kan måske være svært for vores kundekreds at forstå, at vi nu begynder med et moderne designarbejde. Men vi holder fast i kvalitet og stil som grundpiller i alt, hvad vi gør.

 

Søe-Jensen følger også med tiden, hvad angår bæredygtig produktion. Begreber som recycling og genanvendelse, som man kender det fra byggebranchen, har også vundet indpas i det gamle gørtlerfag.

 

- Vi tager gerne gamle vandhaner, greb og andre gamle messingemner, der er smidt ud og genanvender det i vores støbedigle. Men det skal kunne garanteres, at det er ms 59. Det vil sige, at det minimum indeholder 59% kobber. Resten skal være zink. Vi har vores egen legering, der patinerer lidt grønligt over årene. Den holder sin indre glans længere end stangmateriale og sprøjtestøbning, der er industriel forarbejdet og uden mulighed for at skabe sin egen legering. Vi tilfører f.eks. ekstra kobber eller bronze for at få vores egen legering, forklarer Christian Westergaard.

 

Søe-Jensen laver sin særlige legering ved at lægge gamle glasflasker ned i den 700 grader varme malm. De gør, at glasset æder gassen fra metallet, så vi ikke får støbehuller i vores beslag. Inden de hælder messingen ned i formen, skummer de det let flydende glas af støbediglen, hvorefter messingen klar til at blive hældt ned i den våde sandform.

Spørger man, hvordan Søe-Jensen opfatter samarbejdet med f.eks. arkitekter som faggruppe er svaret ikke specielt optimistisk. Christian Westergaard har ikke de bedste erfaringer med renoveringsprojekter.

 

- De sidste 20 år har vi set, at arkitekterne har anvendt Randi Classic line, hvilket jo er en serie, der intet med kulturarv har at gøre. Men det har været for arkitekterne at foretrække i forhold til vores greb, der er originale og passer til de gamle bygninger, der har brug for beslag med en historisk baggrund, forklarer Christian Westergaard og fortsætter:

 

- I 1980’erne installerede et hav af kvalificerede og ukvalificerede håndværkere samt låsesmede landet over et pladelangskilt og et coupegreb fra Ruko – højst sandsynligt det mest udbredte design i Danmark nogensinde. Coupe-grebet blev første gang produceret i 1930’erne af Søe-Jensen & Co. til DSB’s kupeer og togvogne. Inden for de sidste 10 år er man i den branche begyndt at forstå, at man ikke bare kan montere hvad som helst på døren, siger Christian Westergaard og fortsætter:

 

- Coupe-grebet er et greb fra 1930-1940, og det passer jo ikke til en palævilla eller en opgang fra 1888. Det overgreb er nu på vej ud, men der er virkelig blevet installeret tusindvis af de greb i unåde.

Det undrer derfor Christian Westergaard, hvordan selv store arkitekter kan slippe afsted med at installere rustfri stålgreb på historiske og bevaringsværdige bygninger.

 

- Et eksempel er den mest ikoniske hotelbygning i Danmark, d’Angleterre, som med hvide fyldningsdøre fik monteret Classic Line i krom i et industrielt design – uden romantik og detaljer, som en bygning fra 1755 i højeste grad fortjener. Søe-Jensen vil i fremtiden markedsføre os overfor arkitekterne mere målbevist – for måske på den måde at kunne skabe en forståelse for, hvilke produkter vi ligger inde med. Så kan vi hjælpe med at rådgive de arkitekter, der er åbne over for et samarbejde.