INDRET #4 2026
Sansninger som målsætning
Lige nu er design-Danmark stadig ved at genfinde pusten efter 3daysofdesign, som lige så stille får et mere og mere internationalt snit. Her var vi med til at fejre møbeldesigner Lars Vejens 30-års jubilæum, som om nogen har kunnet forene en dansk og udenlandsk tilgang til design. I samarbejdet med den japanske møbelproducent Hirata lykkedes han med det at forene nye højteknologiske løsninger med håndværksmæssig tradition.
Lars Vejen fremhæver, at japanerne har en mere poetisk tilgang til design og arkitektur, som er baseret på naturen, dens kræfter og materialitet. Det er meget anderledes end i Danmark, hvor form ofte følger funktion.
Emil Roman Frøge, grundlægger af Archival, er aktuel med installationen Dette er ikke en skov i Dansk Arkitektur Center, hvor han har udviklet siddemøbler og rumlige elementer til det nye velkomstområde. Her folder der sig en “skov” af træstammer ud i rummet, hvor overfladerne er levende med årer, splinter og struktur, hvilket aktiverer vores sanseapparat.
Billedkunstner Ditte Ejlerskov er på samme måde optaget af forholdet mellem kunst og det arkitektoniske rum. Hun har bl.a. kreeret det kæmpemæssige vægtæppe af uld i foyeren i CPH Pulse, som ud over sine gode akustiske egenskaber giver en særlig jungle-vibe, når man træder ind i kontorbygningen.
Design skal pirre og tvinge os til at åbne vores sanser.
