Indret #4 2025
Indretning anno 2025 kræver fremsynethed og blik for helheden
I denne udgivelse kan du læse vores reportage fra det overflødighedshorn af design-oplevelser, som blev præsenteret i forrige uge, hvor 3daysofdesign indtog København. Engelsk er nu det talte sprog rundt om i byens showrooms, og den internationale interesse har givet vokseværk til designeventet. Men selvom man herved mister lidt intimitet, så har det igen i år været en fornøjelse at udforske alle de mange nye designs direkte.
Vi taler også med snedkermester Kevin Sørensen fra Bygholm Maskinsnedkeri om at levere de skræddersyede løsninger, hvor hver detalje er gennemtænkt til at skabe et funktionelt design. Han mener, at det afgørende for at lykkes på projekterne er at skabe en harmonisk balance mellem det visuelle og funktionelle i samarbejde med de projekterende og andre håndværksfag.
Kevin Sørensen hæfter sig ved, at anvendelsen af genbrugstræ vokser eksplosivt i snedkerfaget, og på indretningen af Nykredits domicil spiller genbrug en stor rolle. Vi taler med Tommy Nielsen fra Holmris B8 om det enorme stykke arbejde, der ligger i at recycle inventar i det nye kontor. Denne ressourcebevidste adfærd er vigtig for projektleder i Nykredit, Betina Pedersen, der også fortæller om arbejdet med at skabe en identitet for de mere end 2000 mennesker, der nu er blevet samlet fra tre lokationer.
I udgivelsen medvirker også: Sorø Møbler, FM Mattsson, Culnaro, Brunner, Elmo, Inventarland og GoBo