Indret #2 2026
En verden i forandring – med mennesket som det konstante
Siden 2021 har Maria Porro stået i spidsen for Salone del Mobile, og vi har talt med hende om den kommende messe, som år efter år tiltrækker hundredtusindvis af designinteresserede fra hele verden. I år er ressourcebevidsthed et stort fokusområde, og man introducerer for første gang en ny platform for vintage-design, Salone Raritas, ligesom Rem Koolhaas og David Gianotten fra OMA har designet messens masterplan, så den understøtter temaerne i det forandrede økosystem i møbelbranchen.
Vi taler også med indretningsarkitekt og designer Josephine Malling, som mener, at bæredygtige valg handler om at tænke langsigtet og skabe rum, hvor folk har lyst til at være. Hun har stået for indretningen af Grant Thorntons nybyggede kontor i Aalborg med fokus på vidensdeling, hvor fællesområder fungerer som satellitter mellem arbejdsområderne og giver samlingspunkter.
Der er i det hele taget stor værdi i at skabe fællesskaber mellem medarbejdere, og vi ser også nærmere på norske Snøhettas indretning af kontormiljøet for det taiwanesiske konsulenthus Good Finance, hvor husets centrale, cirkulære rum er præget af naturligt lys og planter, hvilket skaber et indbydende miljø. Omkring det rum ligger i første ring en uformel arbejds- og opholdszone med specialdesignede bogreoler. Desuden ser vi på det prisbelønnede projekt, schweiziske International School Rheintal (ISR), hvor belysningsløsningen Alphabet of Light fra Artimedes spiller en fundamental rolle i forhold til at understøtte den bæredygtige arkitektur og de åbne læringsmiljøer.
Vi taler også med restauratør Matt Orlando, som har åbnet Esse Restaurant i et 122 år gammelt pakhus i Nordhavn, hvor man har valgt at opdele det store industrielle lokale i mindre enheder, så det højloftede rum føles mindre. Der skal både være tæt kontakt mellem køkken og spiserum, samtidig med at man som gæst skal kunne glæde sig over sprækkerne i betonen, originale fritlagte spær og de mange små detaljer i det historiske pakhus.
Derudover kan du i udgivelsen se nyt fra Svedbergs, R. Riisfort, Sorø Møbler, Zego Tech, Geberit, Damixa, Elmo Sweden og Statens Museum for Kunst.