På A by Adina i Canberra har man skabt et fleksibelt hotelværelse, der giver mulighed for at lukke af og skabe separate rum og nicher ved hjælp af skydedøre.
Tjek ind på fremtidens hotel – micro living-tanker fra Häfele
Micro living-tendensen udfordrer måden vi bygger, lever og indretter os på. Vi får mindre plads, men der er masser af potentiale, siger direktør i Häfele, Signe Rousing Fabricius.
Bad, dobbeltseng, køkken, spiseplads til fire personer og meget mere. Det er, hvad der gemmer sig i det mobile tiny house, aVOID, der forener alle boligens rum på bare 9m². De forskellige rum og funktioner er gemt i væggen og foldes ud efter behov. aVOID er designet af Leonardo di Chiara med løsninger udviklet i samarbejde med Häfele.
Et tiny house på 9m² med plads til hele livet. Hotelværelset, der kan transformeres til et kontormiljø. Den hybride arbejdsplads med dynamiske rum og fleksible funktioner. Dyre kvadratmeter, et stigende antal singler og nye livsdynamikker kalder på mere fleksibilitet, og det har for alvor pustet liv i micro living-tendensen.
– Det har været et fokus i møbelindustrien gennem flere år, men at den multifunktionelle tankegang nu udfordrer måden vi bygger, lever og indretter os på – det er relativt nyt. Det handler om mere end bare pladsbesparelse. Det handler også om økonomi, bæredygtighed og frihed, siger direktør i Häfele, Signe Rousing Fabricius.
Fremtidens hotel
Micro living manifesterer sig på utallige måder – fra superoptimerede kollegieværelser og innovative tiny houses til fleksible arbejdspladser og hoteller. Et stigende fokus på bæredygtighed og CO2-afgifter kan sætte yderligere skub i downsizing-tendensen, særligt for virksomheder og hoteller, hvor pladsoptimering og lavere driftsomkostninger kan være et skridt på vejen til at blive CO2-neutrale.
– Smartere indretning af fællesområder og hotelværelser med plads til flere gæster kan potentielt mærkes på bundlinjen, men det kan også smitte af på bæredygtighedsregnskabet – og det kan i sig selv have en stærk signalværdi, mener Signe Rousing Fabricius.
Häfele arbejder med flere hotelløsninger, der ikke alene reducerer spildpladsen, men som også tager fleksibiliteten til nye højder og tænker deleøkonomi ind i ligningen. Det udspiller sig blandt andet i form af hotelværelser, der kan omdannes til kontor eller mødelokale, samt fællesområder med fleksible brugsmuligheder og mulighed for tilkøb af funktioner.
– Det multifunktionelle hotel er en helt ny måde at tænke overnatning på, der maksimerer rummets potentiale og tilgodeser gæsternes forskellige behov, bl.a. gennem intelligent adgangskontrol, der giver mulighed for at vælge til og fra, siger hun.
Læs også:
Norm Architects åbner nyt materiale- og designunivers for arkitekterPå BAU 2023 præsenterede Häfele en række nye rumløsninger, bl.a. et iscenesat 24/7 hotel, Work ’n’ Sleep, der forener digitale løsninger som adgangskontrol og belysning med multifunktionelle møbelløsninger, der gør det muligt at transformere hotelværelset til et kontor- eller mødelokale.
Tænk tre skridt frem
Til trods for at micro living i udgangspunktet bygger på funktionelle løsninger, bør man anskue projektet fra et holistisk perspektiv, mener Ralf Biehl, Head of Communications for Project Business hos Häfele.
– Belysningens praktiske og stemningsmæssige kvaliteter bliver endnu mere udtalte i mikroboligen, for når rummet skifter funktion og karakter, skal belysningen følge med. Derfor er vi nødt til at være tre skridt foran og tænke teknologien ind fra start, siger han.
Han påpeger desuden, at balancegangen mellem realiteter og innovation er afgørende for at et projekt bliver vellykket.
– Vi kan i princippet udvikle alt muligt smart, men løsningerne er ikke intelligente, hvis ikke vi samtidig har fokus på brugerne og deres behov. Netop derfor er samarbejdet vigtigt, så vi i fællesskab kan udvikle løsninger, som er realistiske at implementere og fungerer i praksis.
Med Häfele Functionality Cube har man på 39m² eksperimenteret med en række intelligente løsninger, herunder tv integreret i skænk, fleksibel bordplade, udtræksbord, hjemmebar og pocket doors. Prikken over i’et er Tavoletto, der gør det muligt at omdanne skrivebordet til en seng – uden at rydde bordet for hverken computer eller kaffekop.
Maximising the value of space. Together
Skal løsningerne fungere i praksis, skal de kunne skræddersyes til det enkelte projekt og frem for alt fungere for brugeren – og det kræver et godt samarbejde, mener Signe Rousing Fabricius.
– For os handler det ikke bare om at levere produkterne eller en færdig løsning – men om at samarbejde med vores kunder om at udvikle de løsninger, der skiller sig ud og skaber forandringer for deres kunder, siger hun og slutter:
Det er gennem samarbejdet, at vi for alvor kan rykke noget, opfinde nye løsninger og genopfinde måden, vi indretter os på.