Foto af Tobias Pettersson
Svenske Byggfabriken går ind på det danske marked
Den svenske producent Byggfabriken gør nu sine løsninger til historisk præcis renovering tilgængeligt for danske fagfolk og boligejere via ny, dansk webshop.
Foto af Gabriel Brandström
Foto af Gabriel Brandström
Foto af ekarp_skattegarden
Byggfabriken har i mere end 25 år arbejdet med udvikling og fremstilling af bygningsdele og interiørløsninger, som tager afsæt i klassisk skandinavisk arkitektur og byggeskik. Nu styrker virksomheden sin tilstedeværelse i Danmark og imødekommer den stigende interesse for bevarende renovering ved at lancere en dedikeret dansk webshop.
- Danmark er en designnation, hvor æstetik og godt håndværk vægtes højt. Vi oplever en markant interesse for løsninger, der respekterer bygningernes arkitektur og historiske detaljer – og her kan vi tilbyde produkter med høj materialekvalitet og stor stilistisk præcision, siger Katarina Welin, administrerende direktør i Byggfabriken i en pressemeddelelse.
Materialer til arkitektonisk helhed og historisk kontinuitet
Virksomhedens sortiment dækker over flere historiske stilepoker – fra århundredeskiftet og frem til funktionalisme og modernisme – og tæller tusindvis af produkter som væg- og gulvfliser, beslag, fyldningsdøre, dørgreb, maling og køkkenelementer. En stor del af produkterne er baseret på historiske forlæg og fremstilles i dag ved hjælp af traditionelle teknikker og materialer.
Flere af produkterne – herunder lamper, kroge, køkkener og husnumre – produceres internt og håndlaves i små serier.
Foto af Gabriel Brandström
Dansk efterspørgsel efter funktionalistisk formsprog
Danmark har længe været et vigtigt marked for Byggfabriken. Hver femte kunde i virksomhedens butik i Malmø er dansker, og salget til Danmark er fordoblet over de seneste fem år. Det er særligt funktionalistiske detaljer, der vinder genklang hos danske kunder.
- Funktionalismens enkle formsprog og materialelogik harmonerer godt med det klassiske danske parcelhus. Dørgreb, fliser, beslag og visse køkkenelementer er blandt vores mest efterspurgte produkter i Danmark – hvilket vidner om en tydelig interesse for at bevare boligernes oprindelige udtryk, forklarer Katarina Welin.
Med lanceringen af den danske webshop gør Byggfabriken nu hele sit sortiment lettere tilgængeligt for både private boligejere og professionelle, der arbejder med restaurering, transformation og indretning med respekt for det byggede miljøs kulturarv.
