Circular Furniture Days
Stor international interesse for bæredygtige design-brands
Allerede på åbningsdagen for Circular Furniture Days under 3dasysofdesign, var der international interesse for de 38 brands, som Lifestyle & Design Cluster udstiller i erhvervsklyngens rammer ved Designmuseet.
En delegation af udenlandske pressefolk blev fra morgenen vist rundt i udstillingen, hvor de fik mulighed for at høre om blandt andet sporbarhed af materialer og målbarhed i forhold til klima-aftryk. Der var også stor interesse for møbler, der var produceret af blandt andet affald fra havene og husholdning, ligesom virksomheder, der arbejder med at source materialer, der er rest- eller spildprodukter fra både store og små/mellemstore virksomheder.
- Livstilsbrands inden for møbler og interiør-branchen står over for stadig større krav fra forbrugere, myndigheder og indkøbere og de brands, der formår at omstille sig og designe hele eller dele af deres værdikæde mere cirkulært, vil stå langt stærkere i en fremtid, hvor flere forbrugere vil sætte aktiv handling bag deres tanker om at leve mere klimavenligt, sagde direktør for Lifestyle & Design Cluster, Betina Simonsen i forbindelse med åbningen.
Den nationale erhvervsklynge, Lifestyle & Design Cluster står igen i år bag den internationale udstilling Circular Furniture Days, under 3daysofdesign fra d. 15.-17. juni, hvor eksemplerne på cirkulære løsninger, forretningsmodeller og designs er på podiet.
Udstillingen finder i år sted i rammerne af Lifestyle & Design Clusters iværksættermiljø Lifestyle Lab i Designmuseum Danmarks ”Villa”, Bredgade 74 i København.
Blandt mere end 70 ansøgere er 38 brands kurateret til at præsentere deres bud på mere cirkulære løsninger. Det bliver en mangfoldighed af både små og store virksomheder, der visers designs baseret på cirkularitet, forskellige former for genanvendelse, upcycling, holdbarhed, social ansvarlighed, sporbarhed og innovation.
Udstillerne er udvalgt efter ansøgning med fokus på fem temaer: ”Design for cirkularitet”, ”Sourcing af materialer”, ”Produktion og distribution”, ”Brug”, ”Genanvendelse og genbrug”.
Deler viden og skaber netværk
I forbindelse med udstillingen afvikles en række ”talks” over aktuelle emner, hvor en række eksperter på området taler om emner som:
- Hvordan vil EUs Eco-design-direktiv påvirke fremtiden?
- Eg og møbler. Er der en levedygtig fremtid? - (VIA University College)
- Sælg to gange, fremstil én. Potentialet i gensalg for møbelindustrien
- Potentialer og udfordringer med plast-genanvendelse
- Tech-morgen. Hvordan ændrer teknologi vores forhold til møbler?
- Fremtidens arbejdspladser (Design Denmark)
Der er gratis adgang til udstillingen, der er åben alle dage fra kl. 9-17
Fakta om Lifestyle & Design Cluster:
Lifestyle & Design Cluster den nationale klynge indenfor design, mode og møbler og består af et team af dedikerede brobyggere, der forbinder primært SMV'er i livsstilsbranchen med vidensinstitutioner gennem projekter, netværk og innovationsprocesser, og inspirerer dem til at søge nye veje. Lifestyle & Design Cluster skaber og formidler viden inden for design og iværksætteri, cirkulær økonom og digitalisering for at sikre bæredygtig vækst.
Lifestyle & Design Cluster faciliterer processer for virksomheders arbejde med en cirkulær strategi og omsætter den til en konkret helhedsorienteret plan for en grøn omstilling.
Om cirkulær økonomi:
Tankegangen bag den cirkulære økonomi handler om at afkoble økonomisk vækst fra stigende materialeforbrug og at holde materialer og ressourcer i lukkede kredsløb til gavn for miljøet og samfundet. Den cirkulære omstilling har tre grundlæggende principper, som er at designe uden spild, holde produkter og materialer i brug og regenerere naturlige systemer. Forandringer, der giver nye muligheder for samarbejde og jobskabelse, bidrager til at reducere klimapåvirkningerne og muliggør besparelser i både ressourcer og omkostninger.
Læs om udstillerne her:
Applicata, Atelier Tonni, August Sandgren, Bly Studio, Carl Hansen & Søn, Christina Christensen, Denwood by Horn, FDB Møbler, Ferm Living, Fólk Reykjavik, Genfärd, GH Form, Houe, Innovation Living, Keepr Collective, MAKE Nordic, Mater, Studio Mathias Falkenstrøm, Mogens Hansen, Montana, Mumutane, Målbar, Nina Ekman, Nordisk Group, Normann Copenhagen, Paper Paste Living, Relife Studio, Rosendahl Design Group, SMALL Revolution, Spoor, Stilleben Architects, TAKT, The Upcycl, Thors Design, Wabi Sabi Nordic, We Do Wood, Wehlers