Stemningsfuld indretning af ny Hellerup restaurant
Designeren Camilla van den Tempel står bag indretningen af restauranten Yves at Park Lane, der er åbnet i det nordsjællandske boutiquehotel Park Lane Copenhagen ved Øregaard Park.
Når man træder ind i Yves at Park Lane, slår den internationale stil tonen an for hele hotellet og den stilfulde indretning har storbyens energi. Fra lobbyen er der direkte adgang til restauranten, hvor designet er præget af materialer som bruneret messing og vægge beklædt med silkestof. Camilla van den Tempel har designet alle møblerne, der er i rolige, afstemte farver og skaber en indbydende atmosfære. Alt er specialdesignet, fra bløde loungestole og -sofaer til stilfulde spisebordsstole og smukke stenborde, i en dæmpet farvepalet. De dæmpede farver bliver komplementeret af grønlige farver i gulvet, der giver en harmonisk balance i indretningen.
Design med fleksibilitet for øje
En udfordring i designprocessen var at restaurantens koncept ikke var fastlagt, da Camilla van den Tempel gik i gang med projektet. For at imødekomme denne udfordring har designeren skabt en fleksibel indretning med omtanke for, at den kan favne forskellige funktioner og stemninger - fra morgenmadsrestaurant til vinbar. Rummet skulle kunne imødekomme forskellige behov uden at gå på kompromis med eksklusivitet og kvalitet.- Når du skaber et rum, hvor konceptet endnu ikke er fastlagt, handler det om at finde balancen mellem elegance og funktionalitet. Det skal være alsidigt, men samtidig have sin egen identitet - det må ikke blive forudsigeligt eller uinspirerende, fortæller Camilla van den Tempel i en pressemeddelelse.
Designet er kendetegnet ved en forståelse for materialerne og samspillet mellem dem, så alt i rummet har et organisk flow og forbinder sig til omgivelserne.
- Vi arbejdede med forskellige materialer som bruneret messing og sten, der bidrager til den stemning, vi ønsker at skabe. Designet er præget af en vis tidløshed, samtidig med at det føles relevant og afspejler den historie, vi fortæller igennem hele hotellet, siger Camilla van den Tempel.
Med sin sans for detaljer og harmoniske helheder har gjort Camilla van den Tempel arbejdet med en lang række eksklusive boligindretningsprojekter, både i Danmark og internationalt, men har i de senere år etableret sig mere og mere inden for hospitality-sektoren.
Læs mere om møbeldesign og indretningsprojekter