Peter Andersson. Foto: Johan Knobe
Peter Andersson modtager Bruno Mathsson-prisen 2026
Den svenske designer Peter Andersson hædres med Nordens største designpris for sit arbejde med brugercentreret og konceptuelt møbeldesign.
Den svenske designer Peter Andersson er blevet tildelt Bruno Mathsson-prisen, som er den største designudmærkelse i Norden. Prisen gives for et virke, der ifølge juryens motivation sætter brugeren i centrum og forener legende, tankevækkende greb med funktionelle løsninger, som tilfører hverdagen nye perspektiver.
Prisoverrækkelsen finder sted på Vandalorum Museum of Art and Design i Värnamo i forbindelse med åbningen af en udstilling med Anderssons arbejde.
En praksis mellem funktion, kontekst og undervisning
Peter Andersson (f. 1970) er uddannet fra Konstfack University of Arts, Craft & Design i 1999 og etablerede samme år Peter Andersson Studio (P A S). Parallelt med tegnestuearbejdet har Andersson gennem en årrække engageret sig i designuddannelsen både som institutleder på Beckmans College of Design og senere som lektor ved Konstfack. I dag virker han fortsat som gæsteunderviser.
Corso. Foto: Erik Lefvander
Taburett Plus
DUAL
Tilt. Foto: Fredrik Sandin Carlson
Smile
Design med fokus på brugeren
Andersson står blandt andet bag møblerne Corso og Taburett Plus for Lammhults, hvor han arbejder i spændingsfeltet mellem koncept og funktion. Hans tilgang er præget af en pragmatisk metode kombineret med en ambition om at gentænke det velkendte og give almindelige brugssituationer en ny dimension.
Taburett Plus
Taburett Plus er en nyfortolkning af den klassiske 282-taburet, oprindeligt skabt af Lammhults’ grundlægger. Stolen er fremstillet af genanvendt plast fra udtjente køleskabe og kobler cirkulære materialestrømme med et velkendt formsprog. Ryglænet refererer til den klassiske bistrostol, men er bearbejdet i et nutidigt udtryk, der understøtter uformelle siddesituationer i både offentlige og semi-offentlige rum.
Corsoserie
Corso-serien tager afsæt i et reduceret formsprog, hvor konstruktion og materialeforbrug er optimeret. Designet balancerer en let, blød form med en robust struktur, hvilket giver en stol, der både er visuelt afdæmpet og funktionelt holdbar. Den begrænsede brug af polstring understreger designets klarhed og bidrager til en ressourcebevidst tilgang uden at gå på kompromis med komforten.
En af Nordens mest markante designpriser
Bruno Mathsson-prisen uddeles af Karin og Bruno Mathsson-fonden, etableret i 1983 gennem en donation fra parret. Fondens formål er at fremme forskning, udvikling og uddannelse inden for design af møbler samt indre og ydre miljøer.
Prisen regnes som den mest betydningsfulde designudmærkelse i Norden og gives til aktører, der bidrager væsentligt til udviklingen af feltet – både æstetisk, funktionelt og samfundsmæssigt.
Læs vores serie af portrætter af designere og indretningsarkitekter
