Olafur Eliasson: Det håndgribelige lys

Olafur Eliasson leger med menneskets perceptioner og forsøger at gøre os bevidste om den måde, vi ser vores omverden på. Fra sine to studier i henholdsvis Berlin og København udtænker han intelligente installationer, der udforsker forholdet mellem værk og beskuer. En central del af disse installationer er lyset og lysets evne til at håndgribeliggøre det rum, vi befinder os i.

 

- Min brug af lys i rummet handler ikke om at forskønne eller dekorere den verden, vi lever i. Det handler om at vise, at det rum, der omgiver os, har en tid og er i bevægelse. Det handler ganske enkelt om at placere kroppen i rummet og gøre rummet håndgribeligt for kroppen, forklarer Olafur Eliasson.

 

En stor del af hans arbejde består derfor i at observere naturen og forsøge at indkapsle den effekt, som døgnets skiftende lys har på det landskab, vi ser. Observere hvordan morgensolens stråler reflekteres i havets spejlblanke overflade, eller hvordan aftensolen lyser himlen op i en glødende eksplosion af rødlige nuancer, inden den forsvinder i horisonten. Og det er disse naturlige forekomster, han bagefter forsøger at simulere med sine lysinstallationer.

 

Den personlige oplevelse

I alt, hvad han laver, sætter Olafur Eliasson den enkelte person i centrum ud fra overbevisningen om, at vi alle går ind til et værk med forskellige baggrunde og indgangsvinkler. På samme måde mener han, at vores oplevelse af lyset er forskellig fra person til person.

 

- Jeg tror ikke, at vores forhold til naturligt lys er medfødt, i stedet mener jeg, at det er kulturelt betinget. Derfor kan man sige, at vores forhold til naturligt lys på en måde er kunstigt i og med, at det er tillært. For eksempel har folk på Island et helt andet forhold til lys end folk fra Sicilien, forklarer Olafur Eliasson.

 

Han mener, at mange kunstnere og arkitekter i dag begår den fejl at tro, at naturligt lys har universelle kvaliteter.

 

- Man skal passe på med at lave regler på andres vegne med hensyn til, hvilken relevans lyset skal have for dem. I min leg med lyset tager jeg derfor afstand fra generaliseringer og interesserer mig frem for alt for den enkelte oplevelses singularitet og unikhed. Med mine lysinstallationer vil jeg nemlig have beskuerne til at undre sig. Jeg vil have dem til at spørge sig selv, hvorfor virkeligheden ser ud som den gør, og hvem der bestemmer, hvordan den skal se ud, fortæller Olafur Eliasson.

 

Han er af den overbevisning, at det kulturelle forhold, vi har til naturligt lys, er noget, vi tager med os, når vi træder ind i et rum med kunstigt lys. Det betyder, at hans brug af kunstigt lys skal ses i forlængelse af og som reaktion på hans eget forhold til naturligt lys. Det betyder også, at hans lysinstallationer kan opleves forskelligt fra beskuer til beskuer, fordi vi alle har forskellige relationer til lyset.

 

- Dermed rummer mine lysinstallationer et demokratisk aspekt. De tager fat noget helt fundamentalt i vores moderne samfund, nemlig hvordan vi skaber en ide, som kan tolereres både af det enkelte individ og af kollektiviteten. Ofte er det individuelle og det kollektive blevet modstillet, men jeg mener, at de to sagtens kan forenes. Mine installationer sammenbringer beskuerne, men tillader dem at forholde sig til lyset på hver deres måde, forklarer Olafur Eliasson.

 

Mærk rummet

Olafur Eliassons leg med lyset går adskillige år tilbage. Et af hans første lyseksperimenter er værket Room For One Colour fra 1998, der blandt andet er blevet udstillet på The San Francisco Museum of Modern Art, og som består af en lang korridor oplyst af gule monofrekvens rør, der påvirker museumsgængernes perception af alle farverne omkring dem.

 

I 2002 opførte han så 360° Room For All Colours, der blandt andet er blevet udstillet på MoMA, og som er centreret omkring en rund lysskulptur, der giver de besøgende følelsen af at blive opslugt af et intenst lys og dermed miste fornemmelsen for rummet. Og i 2003 gjorde han sig for alvor bemærket, da han opførte The Weather Project i den store Turbine Hall på Tate Modern. Værket badede museumsgængerne i lyset fra en kunstig sol, der hang ned fra loftet i den ene ende af den mørklagte hal. I loftet var der installeret spejle, der fik virkelighed og spejlbillede til at smelte sammen.

 

Et spindelvæv af krydsende skygger

I nyere tid har Olafur Eliasson blandt andet udstillet på museet Fondation Louis Vuitton i Paris. Udstillingen, der gik under navnet Contact, løb fra den 17. december 2014 til den 16. februar 2015 og bestod af en række installationer, der absorberede de besøgende i et kontinuum af lys og skygge. Blandt andet kunne man opleve et bånd af orange lys skære henover en buet væg i et mørklagt rum således at kontrasten mellem lys og skygge skabte illusionen af, at solen kronede over jordens mørke silhuet. I midten af et andet mørklagt rum, omkransedes et hvidt lys af en sort skulptur og kastede et spindelvæv af krydsende skygger henover væggen. De besøgendes silhuetter blev ligeledes projekteret op på væggen, når de gik rundt om lyset. Og på taget af museet kunne man opleve et apparat, der opfangede solens bevægelser og dirigerede solstrålerne ind i en geodætisk globus, der hang ned fra loftet i et af gallerierne eller videre ind i en række mindre optiske enheder fordelt langs et netværk af specialkonstruerede passager.

 

- Kroppen kan nogle gange have svært ved at omfavne det rum, den befinder sig i, men ved at indsætte naturlige elementer som lys og skygge, forsøger jeg at gøre rummet mere håndgribeligt. Jeg forsøger at vise, hvordan lys og skygge tilsammen skaber rummet. For mig handler det ikke bare om at placere kroppen foran et værk, nej det handler om at få kroppen til at føle sig som en del af rummet, forklarer Olafur Eliasson.

 

Hans værker er blevet udstillet på museer verden over, men indgår også som permanente arkitektoniske installationer i en række private hjem og institutioner. Det gælder blandt andet de 29 halvkugleformede lamper, som han har designet til vægge og lofter i trapperummet i det nye Frederik VIII Palæ. Det gælder også de tre store lysskulpturer skabt til Operahuset i København og lavet i farvet spejlglas formet i et geometrisk system.

 

Det interessante ved skulpturerne er, at det udendørs vejr, solenstrålernes refleksion og beskuerens placering i rummet har indflydelse på, hvordan lyset opleves.