Feel-seriens stole er bl.a. karakteriseret af en forfinet designdetalje, som bidrager til såvel udtryk som funktion
Ny møbelserie fra AART Designers forener ergonomi, funktionalitet og hjemlighed
I den nye møbelserie feel, som AART Designers har skabt i samarbejde med tyske Brunner, møder skandinavisk hjemlighed ergonomi og funktionalitet. Ifølge partner og designchef i AART Designers, Morten Hove Lasthein, skal møbler til care- og seniormiljøer også tale til hjertet.
Møbeldesigner Morten Hove Lasthein
Møbelserien taler ind i en strømning, hvor man ønsker at tilføre større hjemlighed til professionelle miljøer, fordi man ved, at det kan have en afstressende effekt på brugergrupper. AART Designers, som er en integreret del af arkitektvirksomheden AART, har længe arbejdet med denne agenda, bl.a. i nogle af de større sygehusprojekter, som tegnestuen har vundet via arkitektkonkurrencer i Danmark, Norge og Sverige.
– Helende arkitektur er et af de begreber, man arbejder med og forsøger at skabe evidens omkring. Et hovedtema er at skabe så afstressende og behagelige miljøer som muligt, da patientens velbefindende ofte kan have en direkte indvirkning på, hvor hurtigt man heler – heraf navnet helende arkitektur, forklarer Morten Hove Lasthein og understreger, at et hurtigere forløb gennem systemet samtidig kan have en økonomisk besparelse.
Bredt appellerende
Feel er således udviklet med afsæt i professionelle miljøer inden for care- og sundhedssektoren, men kan med sit hjemlige og stemningsskabende design i lige så høj grad tænkes ind i hospitality-segmenter som hoteller og restauranter og derudover til det private hjem.
– Vi har tilstræbt et smukt og intuitivt design, som falder naturligt ind i forskellige miljøer. Feel skal ikke udelukkende opfattes som en møbelserie til behandlingskrævende eller ældre, men til en bredere vifte af målgrupper. Det har været en målsætning at skabe et langtidsholdbart og dermed bæredygtigt design, som kan bruges af mange i mange år.
Møbler spiller ifølge Morten Hove Lasthein en stor rolle i vores hjem og for vores fornemmelse af at føle os hjemme.
– Møbler kan skabe tilhørsforhold, ro og tryghed, da de er tæt på brugeren og har en menneskelig skala – både når man er i eget selskab med f.eks. en bog eller i samvær med andre. Derfor kan det være en stor værdi at kunne følges med sine møbler gennem livet – og eventuelt give dem videre til nye generationer. Måske anskaffer du dig en lænestol til dit hjem for senere at tage den med dig ind i seniorboligen, fortæller Morten Hove Lasthein.
Læs også: Portræt af Morten Hove Lasthein Jeg er en indefra og ud designer
Højt ambitionsniveau
Samarbejdet med den tyske designproducent, Brunner, har været både interessant og lærerigt for AART Designers, fordi begge virksomheder havde et højt ambitionsniveau med projektet og bragte forskellige kompetencer ind i processen.
– Brunner har et større udviklings-set-up, hvor de kombinerer industriel produktion og håndværk med en bred faglighed. Det har været spændende at arbejde sammen med dem, da de – ud over en lang tradition med møbelproduktion – har et internationalt udsyn, teknisk erfaring, know-how og markedsforståelse. Det har vi sammen kunne koble med vores designforståelse, som er karakteriseret af en stærk skandinavisk tradition og en pragmatisk tilgang til både æstetik og funktionalitet, forklarer Morten Hove Lasthein.
Feel-serien indeholder en dining chair med hhv. høj og lavere ryg, en recliner med justerbar ryg og fodskammel samt spiseborde og sofaborde i forskellige dimensioner.