Ny forskning viser, at glasvægge forbedrer vores mentale helbred
Forskere fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og DTU peger på, at glasvægge i offentlige og erhvervsbygninger har en positiv indflydelse på danskernes generelle sundhedstilstand. Især i kontorermiljøer og på hospitaler nyder man godt af de store glasvægge.
Det er ikke uvæsentligt, om man befinder sig i en bygning, der hovedsageligt består af halvdunkle og lettere klaustrofobiske rum, eller om man færdes i mere rummelige omgivelser med lys og udsyn.
Lys fra glasvægge der sidder imellem kontorer eller mellem gang og kontorer har en positiv indflydelse på folk, der arbejder i disse miljøer. Her viser forskningen, at det rette lys indvirker gunstigt på medarbejdernes adfærd og præstationer. Der er dog nogle faktorer, man skal være bevidst om i forhold til visuelle forstyrrelser, siger Charlotte Jonasson, der er lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet:
- Skal man have åbne kontorer, så har forsøg vist, at folk foretrækker afskærmninger, så det ikke påvirker eksempelvis teamarbejde og telefonsamtaler, siger Charlotte Jonasson.
Ifølge Bettina Hauge, der er senior executive officer og ph.d. i antropologi ved DTU, kan brugen af større glasvægge og rudepartier også have en stor indflydelse på blandt andet hospitalspatienter.
- Rudepartier giver god udsigt og tillader lyset at komme ind, mens de indvendige glasvægge gør, at lyset fordeler sig optimalt inde i bygningen. I samspil har det en stor effekt på vores mentale tilstand, og derigennem den kropslige. Studier foretaget på hospitaler har vist en hurtigere recovery blandt patienter, der havde vinduer med udsigt til det grønne, end dem, der ikke havde, siger Bettina Hauge.
Flere vil have glasløsninger
Det er ikke kun i kontormiljøer og på hospitaler, det er populært at benytte sig af større glasvægge. Den 50.000 kvadratmeter store bygning Nyt SUND i Odense har i et større omfang taget glasløsningerne i brug i forbindelse med det nye byggeprojekt, der skal forbinde Nyt OUH med Syddansk Universitet.
I underentreprise for S. Guldfeldt Nielsen A/S skal glasvægsleverandøren Lafuco, stå for levering og montering af indvendige glasvægge- og døre til byggeprojektet.
- I forbindelse med Nyt Sund skal vi i alt levere 1.000 stk. glasdøre, 3.000 m2 indvendige glasvægge samt 1.500 løbemeter glasværn ved reposer og trapper. Ved trapperne monterer vi håndlister på glassene, en håndliste vi selv har udviklet, og til dette byggeri er både glasvægge og døre en blanding af klassificerede og uklassificerede elementer, forklarer Ole Kjeldgård, der er direktør i Lafuco.
Lafuco har 25 års erfaring med udvikling af profiler for indvendige glasvægge og er en naturlig del i forbindelse med projektering af opgaver. Lafuco er en af de førende virksomheder inden for glasløsninger til erhvervsbyggeri.
Vigtigheden i at bruge glaspartier
KHR Architecture, der blandt andre står bag byggeprojektet, fremhæver vigtigheden i at bruge glaspartier i nyere byggerier:
- Brugen af glas er vigtigt for folks evne til hurtigt og intuitivt at orientere sig i en bygning. Samtidig betyder glasvægge, at rummene bliver mere flydende, og det øger folks kommunikation på tværs af rummene. På den måde understøttes det tværfaglige samarbejde, der er en af ambitionerne med at koble Nyt Sund og Nyt OUH sammen, siger Janina Zerbe, der er kreativ partner i KHR Architecture.