
Hans Bøllings ikoniske bakkebord fra 1963 bliver nu lanceret ag Bdr. Krüger i en særlig version i Designmuseum Danmarks indigoblå signaturfarve til museets genåbning
Hans Bøllings klassiske Bakkebord for Designmuseum Danmark
Hans Bøllings ikoniske bakkebord fra 1963 bliver nu lanceret af Bdr. Krüger i en særlig version i Designmuseum Danmarks indigoblå signaturfarve til museets genåbning. Bdr. Krüger præsenterer Hans Bøllings populære bakkebord som et eksklusivt samlerobjekt i samarbejde med Designmuseum Danmark. Det ikoniske design fra 1963 udføres i 500 nummererede eksemplarer i museets blå signaturfarve
Tag en del af museet med hjem
Den særligt udvalgte indigoblå farve går kontinuerligt igennem museets identitet og indretning, og kommer bl.a. til udtryk i den historiske sandstensportal ved hoveddøren fra 1757.
De prisvindende arkitekter OEO Studio har i 2022 fornyet museet med det specielle blå bakkebord som fast del af inventaret i den hæderkronede destination for dansk design, heriblandt café, bibliotek og loungeområder.
Designmuseum Danmark slår bro mellem fortidens styrke og fremtidens muligheder.
Samarbejdet med Brdr. Krüger og Hans Bølling viser, at museet spiller en aktiv rolle i formidlingen af designudvikling.
Designmuseum Danmark ønsker at alle kan inspireres af fortiden for at tage del i udformning af fremtiden.
- Vi ønsker med museets genåbning i 2022 at formidle design og godt håndværk i alle møder med museet.
Vores museumsbutik er en legende forlængelse af oplevelsen, men også en zone, hvor vi kan afprøve det skråttænkte nye eller give andre takes på historien.
Alle skal kunne tage en frisk bid af museet med sig hjem.
I samarbejdet her synes vi der sker en sjov kobling mellem den dybblå grundtone i vores fantastiske bygning og det velkendte bakkebord, som vi håber rigtigt mange vil tage med sig hjem fra besøget – som en eksklusiv hilsen på tværs af årtier, siger udviklingschef Kristian Rise.
Portræt af Hans Bøhling, Foto af Normar Architects
Dansk Design Ikon
Bakkebordet betragtes som en del af den danske modernistiske design arv og er siden sin oprindelse i 1963 kun vokset i popularitet.
Med sin enkelhed, brugervenlighed og skulpturelle egenskaber bliver det ved med at være relevant i sin tid og appellere på tværs af generationer
Hans Bølling der har rundet 91 år udtaler:
- Jeg er selv kommet i museet siden jeg var ung og har altid værdsat det for sin vigtige rolle i vores danske kulturarv. Derfor er jeg enormt stolt og beæret over, at mit design nu er en levende del af dette samlingspunkt.
Elegante materialer og traditionelt dansk håndværk
Bordet er udført i FSC certificeret egetræ påført indigoblå farve og holdbar lak. Hvert enkelt møbel monteres med en lille messingplade, hvorpå Hans Bøllings underskrift og dets individuelle nummerering er indgraveret som ægthedsbevis.
De individuelt nummererede skilte er af messing. Bakkebordet fremstilles i Værløse i det familieejede snedkeri Brdr. Krüger, der er grundlagt i 1886 og bl.a. andet er kendt for deres prisvindende Arv stol, der blev udviklet til restaurant Noma og forhandles verden over.
Jonas Krüger, femte generation i Brdr. Krüger, siger:
- Bakkebordet er kendt for sin designmæssige ærlighed, som kendetegner Hans Bøllings design. De bærende dele af møblet er ikke udført med skruer eller skjulte løsninger.
Tværtimod baseres Bøllings design på smarte løsninger og traditionelt snedkerarbejde, som i sig selv er så smukke at de fortjener at blive fremhævet.
Denne rene og ærlige tilgang til at designe brugbare og smukke møbler er Hans Bøllings talent og gør ham til en mester inden for sit felt; at skabe tidløst design der appellerer på tværs af generationer.
Lige til at tage med hjem
Bakkebordet var fremadskuende for sin tid, da det blev designet som flat-pack. Bordet er således pakket i en lille flad kasse med håndtag, lige til at tage med fra museumsbutikken eller hos Brdr. Krüger. Det kræver ingen værktøj eller særlige kundskaber at folde bordet ud igen og lægge bakkerne på. Det er definitionen på brugervenligst design i høj kvalitet.