DGI samler 165 medarbejdere i nyt domicil
DGI har åbnet nyt landskontor i Vejle i en gennemgribende renoveret ejendom, der som den første kontorrenovering i Danmark er svanemærket.
DGI har taget nyt landskontor i brug i Vejle centrum, hvor cirka 165 medarbejdere base i et nyt domicil, der både skal fungere som administrativt knudepunkt og som mødested for DGI’s landsdelsforeninger, samarbejdspartnere og øvrige aktører omkring foreningsidrætten.
Placeringen tæt på Vejle Banegård er valgt med en klar ambition om at gøre huset let tilgængeligt for ansatte, gæster og eksterne samarbejdspartnere. Samtidig markerer projektet sig byggefagligt ved at være Danmarks første svanemærkede kontorrenovering.
– DGI’s landskontor er et vigtigt samlingspunkt for hele DGI. Med indflytningen i nye og moderne faciliteter her midt i Vejle vil vi fortsat styrke drift, udvikling og forbindelser i hele organisationen, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Nyt knudepunkt i Vejle centrum
Ifølge DGI skal huset være et naturligt samlingspunkt for organisationens 14 landsdelsforeninger og samtidig understøtte arbejdet med de mere end 6.700 idrætsforeninger og 1,99 millioner medlemmer, som DGI repræsenterer.
– Vi har store ambitioner om at bidrage til såvel nationale som lokale dagsordener, hvor idrætsforeninger og fællesskaber er væsentlige i både løsning af samfundsudfordringer og i indfrielse af idrætspotentialer. Derfor vil vores nye kontor også blive samlingssted for samarbejde med foreninger, organisationer og aktører rundt om DGI, siger Charlotte Bach Thomassen.
Placering, tilgængelighed og bygningsomdannelse kobles tæt sammen. Det eksisterende kontorhus er således ikke blot moderniseret, men omdisponeret til et mere åbent, samlende og kollektivt orienteret arbejdsmiljø med direkte forbindelse til byens infrastruktur.
Første svanemærkede kontorrenovering i Danmark
Renoveringen af DGI’s nye landskontor har udløst en særlig position i dansk byggeri. Projektet er den første svanemærkede kontorrenovering i Danmark og samtidig den første svanemærkede kontorrenovering i Norden, der lever op til de nye, skærpede krav for certificeringen. Ved den officielle indvielse modtager DGI certifikatet fra Miljømærkning Danmark.
– Vi er stolte af, at vores nye landskontor er Danmarks første svanemærkede kontorrenovering, og at DGI dermed går forrest på bæredygtighedsdagsordenen. Den svanemærkede renovering betyder blandt andet, at vi kan dokumentere et lavt energiforbrug og et godt indeklima, siger DGI’s vicedirektør Søren Hjørlund.
Svanemærkningen omfatter blandt andet krav til materialevalg, energiforbrug, indeklima og cirkulær økonomi. Ifølge DGI har renoveringen resulteret i en energioptimeret bygning med lavt energiforbrug, et godt indeklima og lave emissioner af problematiske kemikalier. Derudover er bygningen miljøkortlagt, sundheds- og miljøfarlige stoffer er håndteret korrekt, og projektet har haft fokus på genbrug af byggeprodukter og materialer.
Gennemgribende ombygning af eksisterende bygningsmasse
Renoveringen af Havneparken 14A har stået på i over et år og er gennemført i et tæt samarbejde med Ravn Arkitektur, Miljømærkning Danmark og hovedentreprenøren Ove Larsen fra Vejle.Projektet omfatter en gennemgribende modernisering og samling af tre bygninger med et samlet areal på 3.518 m2. Den oprindelige bygningskonstruktion er bevaret, mens en række centrale greb har ændret bygningens funktion og rumlige disponering.
Der er blandt andet etableret et nyt indgangsparti, elevatoren er flyttet, vinduer er udskiftet, og der er indsat ovenlys, som tilfører de indre zoner mere dagslys. Indvendigt er ejendommen totalrenoveret og ombygget med nye tekniske installationer og udskiftning af det CTS-styrede ventilationsanlæg. Grebene peger på en renoveringsstrategi, hvor den eksisterende konstruktion fastholdes, mens bygningen løftes funktionelt, teknisk og miljømæssigt.
Det nye landskontor rummer 155 arbejdsstationer, reception, mødecenter, kantineområde og auditorium med plads til 99+, 20 møde- og projektlokaler, aktivitetsrum samt omklædningsfaciliteter og tørrerum.
