Projektleder hos Troldtekt Søren Rahbek Christensen og serviceleder hos CBRE Henrik Petersen (fra venstre mod højre)
Akustikpladeproducent fortsætter opgradering af sin fabrik
Udviklingen står ikke stille hos akustikpladeproducenten Troldtekt, hvor man i tæt parløb med CBRE i øjeblikket er i gang med en opgradering af fabrikken både i forhold til mere genanvendelse og øget sikkerhed.
Afdelingsleder hos CBRE Daniel Dürr Dullweber
Hos akustikpladeproducenten Troldtekt, der ligger med base i Troldhede, fortsætter man med at investere i sin fabrik. Den seneste udvikling omfatter et genanvendelsesprojekt med træflis og en opgradering af overvågningssystemer. Begge projekter sker i tæt samarbejde med CBRE, der som teknisk servicepartner spiller en stor rolle i udviklingen af blandet andet fabrikkens forsyning og automatisering.
Et nyt anlæg består af en 800 m3 akkumuleringstank samt to påslag, som gør det muligt at genanvende langt mere træflis og rester fra produktionen af akustikplader.
- Et centralt element i vores bæredygtighedsstrategi er at reducere affald og udnytte ressourcerne bedre. Det nye samlede anlæg giver os mulighed for at genbruge flis og restaffald som brændsel, hvilket ikke kun mindsker vores miljøpåvirkning, men også optimerer vores produktionsprocesser, fortæller Søren Rahbek Christensen, der er Technical Engineering Specialist hos Troldtekt i en pressemeddelelse.
- CBRE er med på holdet som sparringspartner, når der skal træffes el-tekniske valg, og derudover leverer de al forsyning til det samlede anlæg, herunder også en fordelertavle. De kender vores produktionsmiljø som deres egen bukselomme, og de forstår vigtigheden af at forstyrre driften mindst muligt og sørger for at planlægge projekterne ud fra det, uddyber Søren Rahbek Christensen.
Sideløbende med dette genanvendelsesprojekt er CBRE også i gang med installationen af cirka 70 avancerede IP-kameraer. Kameraerne skal hjælpe i optimeringen af produktionsprocesser samt øge sikkerhed på fabrikken.
- Troldtekt har en tradition for løbende at investere i at opretholde en moderne og effektiv produktion. Implementeringen af det optimerede kamerasystem med de nye IP-kameraer er endnu et eksempel på det. Det nye system skaber et mere stabilt optagelsesflow, ligesom det også vil bidrage til et bedre overblik over fabrikken via placeringer rundt på matriklen, forklarer Daniel Dürr Dullweber, der er afdelingsleder hos CBRE Midtjylland.
Langvarig og givtigt samarbejde
Troldtekt og CBRE har samarbejdet uafbrudt i 17 år, hvor CBRE er inden som fast servicepartner og yder projektbistand. Afdelingsleder Daniel Dürr Dullweber begyndte som lærling i det daværende SysTek, der nu er en del af CBRE, lige inden samarbejdet med Troldtekt startede. Han har fulgt Troldtekts udvikling tæt og fortæller:
- Der er sket utroligt meget i den periode, og vores samarbejde med Troldtekt er et godt billede på, hvordan danske industrivirksomheder har udviklet sig. Produktionskravene er blevet mere tekniske med investeringer i digitalisering og automation – og her har Troldtekt været særdeles ambitiøse, og det har været spændende at følge deres rejse, siger Daniel og runder af:
- I begyndelsen var der ikke særlig meget automatisering hos Troldtekt, men efterhånden som maskinerne blev større, kunne vi bidrage med vores ekspertise inden for automation og PLC-systemer. Vores rolle som sparringspartner er blevet stærkere, og vi har udviklet os sammen gennem årene.