Umbra-stolen af Torben Bay, Foto af Torben Petersen
Hyldest til håndværket
Snedkernes Efterårsudstilling har netop slået dørene op til dette års udstilling. I år er temaet MONO, der henviser til én farve,ét materiale og én form. Under disse forudsætninger har en lang række danske designere og møbelproducenter skabt 41 prototyper, der er blevet placeret rundt omkring på museet.
En hyldest til selve håndværket bag designet, kan næppe foregå et mere passende sted end på Thorvaldsens Museum. Netop Thorvaldsen, var om nogen, berømt i hele Europa for netop at mestre håndværket bag sin gerning.
Möbius-stolen af Poul Christiansen. Producent: Schools of Physics and Art & Design, Australian National University
Derfor er temaet for alle møblerne på dette års SE-udstilling kendetegnet ved en dyb håndværksmæssig forståelse, hvad end de er helt nytænkende i deres design, eller at de er skabt som en hyldest til de store danske møbelsnedkere gennem tiden.
Neo Folklore af Rasmus B. Fex
Spiller sammen med arkitekturen
De arkitektoniske rammer, som møblerne er placeret i, spiller også en stor rolle, da det har været et krav at de skulle udvikles med respekt for museets stærke farvesætning og arkitektur. Ifølge årets tema har det kun været tilladt at bruge en af de udvalgte rene farver fra museets palet til de monokrome møbler. Derudover har møblerne skulle holde sig inden for målene 90 x 90 cm. Resultatet er blevet at møblerne spiller sammen med hinanden og resten af udstillingen til trods for deres vidt forskellige æstetiske udtryk:
Sunrise af Lise og Hans Isbrand. Producent: MoreWood Møbelsnedkeri ApS
- Det er en fuldstændigt fantastisk udstilling, med nogle stærke overraskelser ind imellem. Det er virkeligt en hyldest til det gode håndværk og jeg må ærligt indrømme at jeg er brandærgelig over at jeg ikke selv kunne nå at få et møbel klar til dette års udstilling, fortæller en glad Christina Strand, der er designer bestyrelsesmedlem hos SE, inden udstillingen går i gang.
Blok af Troels Grum-Schwensen. Producent: Toke Overgaard
Udstillingsperiode: 2. november til 9. december 2018