Copra: Omgivelserne viser hvem man er
En nytænkning af de fysiske rammer er nødvendig, hvis en virksomhed vil slå deres tilstedeværelse fast med syvtommersøm. Copra vil hjælpe med den omstilling
Af Anders Petri
Tyve år efter kalenderen skiftede vil Copra hive erhvervsindretningen ind i det 21. århundrede. Indretningen af især butikker og kontorer har hængt fast i fordums vaner med en lav prioritering og meget lidt nytænkning. Men i en tid, hvor butikkerne mister kunder til e-handel og corona-karantænen har vist, at kontorlivet ikke er en nødvendighed, skal de gamle vaner brydes.
Det hjælper Copra med, for en opdatering af butikkens indretning eller kontorets interiør er ikke blot en udskiftning af møblerne. Det kræver omtanke:
- Man har brug for at sælge en mere helstøbt oplevelse, hvor hele virksomhedens brand kommer til udtryk. Har man en virksomhed, hvor kunderne er på besøg, er det vigtigt at den fysiske tilstedeværelse afspejler den virksomhed, man er, forklarer arkitekt og stifter af Copra, Hans-Henrik Rosenkilde.
I Copra har de stillet sig på tre ben, så de uanset hvad kan hjælpe virksomhederne. De kan hjælpe med at udvikle et skræddersyet koncept for indretningen, udrullet et eksisterende koncept samt eksekvere det enkelte byggeprojekt.
- Grunden til at vi har de tre ydelser er, at vi så kan tilbyde kunden en turnkey-solution. Deri ligger også, at kunden selv kan vælge, hvad der er interessant for dem. Vi kan udvikle. Vi kan implementere. Vi mener, der er stor værdi i at kunne tilbyde det spænd og den fleksibilitet, siger Hans-Henrik Rosenkilde.
Indretning er marketing
Hans-Henrik Rosenkilde fremhæver hotel- og restaurationsbranchen som eksempler på brancher, der har rykket deres indretning ind i det 21. århundrede. Ifølge Hans-Henrik Rosenkilde forstod de hurtigt, at indretningen i dag skal skabe en fortælling for kunden.
- Det handler om at gennemsyre den fortælling i det fysiske. Det er et ansvar, der ligger hos arkitekten at få den fortælling synliggjort. Der ligger nogle ting, der er ubevidst. Man kan ikke nødvendigvis sætte fingeren på, og det er den underbevidste betydning, rum har, siger han.
Konkret går Copra ind og analyserer virksomheden, dens værdier og marketingsstrategi, og omsætter så den viden til fysiske rammer. Ofte går de fysiske rammer ind og bliver en del af marketingsstrategien. Derfor skal virksomhederne tænke indretning på samme måde, som de tænker marketing, mener Hans-Henrik Rosenkilde.
- Omstillingen koster penge, og man skal have visionerne. Har en virksomhed eksisteret i mange år, kan det være svært at omstille og lave den investering. Men man skal sidestille det med, hvordan man kører marketing. Nogle gange skal der sættes kroner af for at hente et salg ind, slutter Hans-Henrik Rosenkilde.