
Storbrand lægger møbelfabrikken Getama i ruiner
En voldsom brand har ødelagt store dele af produktionen hos den traditionsrige nordjyske fabrik, der blandt andet producerer danske møbelklassikere
Alarmen gik fra fabrikken i vesthimmerlandske Gedsted klokken 3.40, og trods hurtigt fremmøde fra Nordjyllands Politi og udrykningskøretøjer fra Nordjyllands Beredskab, er flammerne endnu fredag formiddag ikke endeligt nedkæmpede. Sidst på formiddagen har man dog ifølge TV2 Nord sikret, at ilden ikke spreder sig yderligere.
Allerede tidligt fredag morgen stod det klart, at løbet var kørt for store dele af fabrikken.
- Der bliver nok tale om en kontrolleret nedbrænding af den bygning, der er ild i, sagde vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen til TV2 Nord ved 6.30-tiden fredag, hvor omkring 50 brandfolk var til stede. Politihjemmeværnet var samtidig i området for at hjælpe med afspærringer ved gigantbranden.
Ifølge mediet er en sammenhængende lager- og produktionsbygning blevet reddet, mens en anden kombineret produktions- og administrationsbygning er udbrændt. Det forventes, at branden først vil være endeligt slukket sidst på eftermiddagen eller først på aftenen.
Getama har ligget i Gedsted siden 1899 og er kendt for sin produktion af kvalitetsmøbler designet af blandt andet Hans J. Wegner, Mogens Koch og Nanna Ditzel. Den producerer desuden senge og madrasser til blandt andet hoteller samt auditorie- og teatermøbler. Fabrikken havde inden branden omkring 45 ansatte.
Indret.dk bragte i 2020 et større interview med Getamas direktør Jesper Temp.
Læs det her: Fortid, fremtid og tre ben at gå på