Rum til pauser er ultimativ luksus for international designduo
Med sin kampagne ”Make it yours!” udfordrede AXOR det London-baserede designstudio Barber Osgerby til at designe et badeværelse ud fra deres personlige opfattelse af luksus.
AXOR bad det London-baserede designstudio Barber Osgerby om at designe et badeværelseskoncept ud fra deres egne drømme om luksus. Det er der kommet det enkle superlækre koncept Skyline ud af.
Skyline er et elegant badeværelse til en lejlighed i storbyen, hvor pladsen er begrænset – men det er sansen for luksus ikke. Skyline nyfortolker skønhed og velvære i mindre rum.
Edward Barber og Jay Osgerby grundlagde deres designstudio i London i 1996 efter studier på Royal College of Art. Barber Osgerby’s design er kendt for at udviske grænserne mellem industriel design, arkitektur og kunst. Ud over møbler og lamper for verdens førende mærker har Barber Osgerby arbejdet med vidt forskellige designprojekter – fra den olympiske fakkel i 2012 over en 2-pund-mønt for Royal Mint til siddepladserne i katedralen fra det 13. århundrede i Portsmouth.
Jay Osgerby sætter ord på tankerne bag Skyline’s design i en pressemeddelelse:
– Det er et skridt væk fra de store, lounge-inspirerede badeværelser i spa-stil, som vi i de seneste år har oplevet i det øvre markedssegment, og hen mod kreativ brug af kompakte rum, særligt inde i byerne. Det syv kvadratmeter store badeværelse, der skal forestille at ligge i et London-penthouse, bruger naturligt lys til at forstørre rummet i form af et gulv-til-loft-vindue og et stort ovenlysvindue over bruseren. Det handler om at bruge pladsen intelligent ved at bade det i lys og tilbyde en udsigt.
Badeværelset er indrettet med Barber Osgerbys egne AXOR One badeværelsesarmaturer og AXOR Universal Circular tilbehør. Alt er valgt i den nye overflade mat hvid.
Luksus er tid og frirum
Rummet tilbyder tilbagetrækning fra det pulserende storbyliv, og derved sætter badkonceptet Skyline form på Osgerbys personlige opfattelse af luksus:
– Luksus betyder tid, fremskridt, frirum og rejser. Noget af det finder vi her. Idéen om at kunne trække sig tilbage og have tid og plads til eftertænksomhed – det er luksus. Når man er så heldig at kunne formgive sine egne omgivelser, så lever man i sit eget maleri, sit eget kunstværk, gør man ikke? Forhåbentlig er man glad for det, man har skabt, så man kan føle sig tilpas og slappe af, siger Osgerby.
Går andre veje i farverne
Farver spiller en vigtig rolle i Skyline-konceptet, men Barber Osgerby har valgt at gå andre veje end de fremherskende trends, man ser lige nu, hvor man maler én væg i en farve, de andre vægge i en anden farve og hænger et stort billede på én af dem. I stedet besluttede designerne sig for at lave et helt grønt rum med fliser fra deres Primavera-kollektion for Mutina, forklarer Osgerby:
– I et mindre rum fungerer det ikke rigtigt. I farveteorien er grøn den langt mest afslappende farve. Det er en reference til naturen. Samtidig giver det os mulighed for at bruge en gennemgående farvepalet, der samler hele rummet.
Flisernes rolige tone opfylder flere funktioner og de grønne fliser danner en kontrast til den nye, mat hvide overflade på AXOR One armaturerne og AXOR Universal Circular tilbehøret.
– Med AXOR One har vi forvandlet det helt essentielle til det mest raffinerede produkt, vi kunne. For os står mat hvid for renhed, slankhed og ro.
Individualisering i indretningen
Med ’Make it yours!’-kampagnen ønsker AXOR at udforske farvevalg, der er et centralt emne inden for megatrenden individualisering. Når Barber Osgerby har valgt at bruge den mat hvide overflade på hele deres Skyline-badeværelse, muliggør det et individuelt udtryk uden kompromis. Alle tilbehørsdele som kroge, hylder og spejle samt bruseafløbet fra AXOR Drain er i samme mat hvide overflade. Det giver konceptet en ensartet æstetik, der efterlader en følelse af ro – præcis som designerne ønskede.
– Badeværelset er altid blevet betegnet som et tilflugtssted. Jeg tror ikke, det er fortid. Disse rum er nogle af de eneste steder, hvor man kan få en pause fra den hektiske hverdag, fortæller Jay Osgerby.