
Montana opnår PEFC-certificering
Montana har i de senere år haft fokus på produktcertificeringer og har nu opnået PEFC-certificering på deres serie af MDF-møbler fra fabrikken i Haarby. Certificeringen garanterer, at træet stammer fra bæredygtig skovdrift.
Montana Furniture har opnået en PEFC-certificering på deres velkendte MDF-møbler, der laves på fabrikken i Haarby på Fyn.
Certificeringen garanterer, at træet til Montanas møbler stammer fra bæredygtig skovdrift, hvilket betyder, at det MDF, der bruges på fabrikken, er produceret legalt og med respekt for naturen samt de mennesker, dyr og planter, der lever i den pågældende skov.
De bæredygtige tiltag fortsætter
Der arbejdes på flere bæredygtige tangenter hos Montana. Med deres made-to-order tilgang fokuseres der på kun at producere de møbler, som er bestilt, og man undgår dermed overproduktion.
Montana Systemet, som Peter J. Lassen designede det, er skabt ud fra ønsket om fleksibilitet.
Man kan forandre et Montana møbel fra at have én funktion til en anden ved blot at tilføje ekstra komponenter eller ved at splitte modulerne op og fordele dem til flere rum.
Derved forlænges møblets levetid, og det kan ligeledes gå i arv fra generation til generation.
I arbejdet med bæredygtige tiltag, har Montana de seneste år haft fokus på produktcertificeringer:
Dansk Indeklima mærkning, EU-Ecolabel og nu PEFC-certificeringen. Og selvom sidstnævnte er et stort skridt i den bæredygtige retning, ønsker den danske møbelvirksomhed fortsat at optimere deres tiltag. Der arbejdes for tiden på en bæredygtighedsstrategi, hvor et af målene er CO2 neutralitet.
Om PEFC
PEFC er verdens største certificeringssystem for bæredygtigt skovbrug. Organisationen er bygget op af nationale medlemmer i mere end 50 lande, og retningslinjerne for den bæredygtige skovdrift er tilpasset det enkelte lands klima og miljø.