
Fritz Hansen fortsætter vækstrejse og opkøber Skagerak
Fritz Hansen og Skagerak producerer begge møbler og interiør af højeste kvalitet, og med købet af Skagerak udvider Fritz Hansen deres kollektion af møbler, lys og accessories og kan nu også tilføje udendørsmøbler til sortimentet. Købet skal ydermere ses, som et vigtigt skridt på Fritz Hansens vækstrejse
Skagerak er en familie- og partnerejet virksomhed grundlagt i 1976. Virksomheden producerer møbler med omtanke og med kvalitet i fokus i alt hvad de gør, fra design til produktion til relationer. I 2020/21 leverede Skagerak sit hidtil bedste resultat med en fordobling af overskuddet og markant vækst på alle markeder. Josef Kaiser, CEO, Fritz Hansen, udtaler:
- Vi ser et oplagt match mellem Skagerak og Fritz Hansen, som begge er funderet i nordiske designtraditioner, ansvarlig produktion af møbler og boligtilbehør af højeste kvalitet. Med købet af Skagerak kan vi nu tilbyde vores kunder, både private og professionelle, et større produktsortiment – og yderligere styrke forretningen på vores hjemmemarked, såvel som internationalt. Skagerak er en solid virksomhed og bygger på mange af de samme grundlæggende værdier som Fritz Hansen. Vi glæder os til at byde Skagerak og vores fremtidige kollegaer velkommen.
Læs også:
Portræt af designer Sebastian Herkner
Fritz Hansen leverede et stærkt regnskab for 2020 grundet gode markedsforhold og massive strategiske investeringer og ser frem til fortsat vækst sammen med Skagerak. Købet af Skagerak er et vigtigt næste skridt i Fritz Hansens vækststrategi, som allerede i 2019 blev iværksat med større investeringer i en styrket distribution og showrooms på tværs af Asien, Centraleuropa og Nord Amerika. Jesper Panduro, ejer og CEO, Skagerak, udtaler:
- Min ægtefælle Vibeke og jeg er stolte over, hvor stærk og solid en virksomhed vi har skabt og opbygget, som både tager ansvar for omverdenen og i særdeleshed de mennesker vi arbejder med. Skagerak tænker langvarigt og i kvalitet i design og æstetik, så vores produkt kan bruges i generationer. Vi er glade for at blive en del af Fritz Hansen, som har et fantastisk globalt omdømme, en stærk kultur og langsigtede perspektiver. Vi har fundet det perfekte hjem til Skagerak.
Skagerak og Fritz Hansens fællestræk på tværs af kundegrupper, kerneværdier og lysten til at drive ansvarlig forretning i det lange løb, baner vejen for et tæt og naturligt samarbejde, hvor man kan lære af hinanden og sammen tage næste skridt på vækstrejsen. Parterne er blevet enige om ikke at oplyse transaktionsdetaljer.