Maria Bruun
Fredericia Furniture udnævner designchef
Familieejede Fredericia Furniture indleder et nyt kapitel i designvirksomhedens historie med den prisbelønnede designer Maria Bruun som designchef.
Rasmus Graversen, administrerende direktør i Fredericia Furniture
Fredericia Furniture er kendt for klassikere som Børge Mogensens Spanske stol, Nanna Ditzels Trinidad stol og Hans J. Wegners Ox Chair, men lige så mange nutidige navne som Barber & Osgerby, Jasper Morrison, Space Copenhagen, Cecilie Manz og upcoming designere lægger linjen i forretningen.
Designer Maria Bruun bliver ny designchef efter Rasmus Graversen, der i foråret 2024 overtog posten som administrerende direktør i designvirksomheden. Maria Bruun skal som designchef kuratere produktlinje og sætte retningen for brandet i showrooms og events. Det mangeårige samarbejde med Nanna Ditzel, Wegner og Mogensens tegnestuer lige som med nutidige designere fortsætter uforandret med Maria Bruun som designchef.
CEO Rasmus Graversen er tredje generation i ejerfamilien bag Fredericia Furniture , og han frem til et endnu tættere samarbejdet med Maria Bruun:
- Jeg tror på, at vores historiske designarv konstant skal være i dialog med moderne design. De to ben, vi står på, styrker hinanden, og derfor har vi som familie altid været tæt på designprocessen - både i udviklingen og i samarbejdet med de enkelte designere. Som administrerende direktør er mit fokus naturligt udvidet sig fra produktporteføljen til den samlede orkestrering af virksomhedens forretningsaktiviteter.
- Men Fredericia Furniture skal fortsat være en virksomhed, hvor design har en stær stemme i beslutningsprocesserne. Det er derfor, vi nu har behov for en designchef, siger Rasmus Graversen i en pressemeddelelse, og siger om valget af den nye designchef:
- Maria har en fantastisk evne til at udtrykke det væsentlige og følge det til sin fulde konsekvens. Dette gælder, uanset om hun designer, eller når vi diskuterer en udstilling eller forretningsidé. I de seneste år har vi udviklet produkter og skabt kreative projekter sammen, blandt andet vores seneste udstilling under 3daysofdesign. Her blev det tydeligt, hvor godt vores samarbejde fungerer, og det er netop dette samarbejde, vi nu formaliserer med Maria som designchef.
Bygge bro mellem kunstneriske eksperimenter og forretning
Fredericia Furnitures samarbejde med Maria Bruun går til bage til år 2020 med bordkollektionen Islets, der blev efterfulgt af skammelserien Pioneer. I 2024 tog samarbejdet fart med Bruun som kurator for udviklingen af Fredericia Furnitures udstilling Crafting the Present til 3daysofdesign. Det var en udstilling skabt i tæt dialog med virksomhedens snedkere, polstere, produktudviklere, sælgere og marketingteam.
Den nye designchef glæder sig og fortæller:
- Jeg er utrolig begejstret for, at vi nu tager det naturlige næste skridt i vores partnerskab ved at formalisere vores samarbejde og den løbende dialog om, hvad der udgør godt design. Min rolle vil i høj grad være at styrke Fredericia Furnitures produktportefølje og samtidig føre dansk møbeldesign ind i en ny tid. Her bidrager jeg med design, formgivning og en dyb materialeforståelse som fundament for kvalitet – men også med mod og en ambition om at bygge bro mellem kunstnerisk eksperiment og kommercielt tilgængelige produkter. Vi må ikke glemme at lade os forføre af det, der ved første øjekast kan synes irrationelt, ikke-funktionelt eller svært producerbart. For vigtigst er det, at design har ambitioner, besidder en nerve og vil os noget.
Maria Bruun fortsætter med egen designpraksis, der omfatter produkt- og møbeldesign for en lang række designvirksomheder. Samtidig fortsætter hun sit kuratoriske arbejde, senest med The Mindcraft Project, og vil fortsat virke gennem undervisning, paneldebatter og talks.
Læs mere om møbeldesign