Tivoli: Snedkernes Efterårsudstilling i Tivoli.
Hvornår kommer møbelbranchens svar på det bæredygtige liv?
På samme måde som mange af de klassiske møbler forholdt sig til udvikling af velfærdsstaten, så bør moderne møbeldesign i langt højere grad forholde sig til tidens store problemer, som for eksempel ulighed og klimaforandringer, mener udviklingsingeniør Claus Mølgaard. Nye møbler legimiterer ofte et stort forbrug, som om intet er hændt.
Indlæg af Claus Mølgaard, M.Sc. Ph.D. og formand for Snedkernes Efterårsudstilling
Foto af Morten Pors
I sensommeren blev der også afholdt 3Days of Design i København og det er imponerende så godt det går for den danske møbelbranche. Der er kommet rigtig mange rigtig flotte showrooms på nogle af de bedste adresser i København og man hører, at for en del virksomheder er omsætningen dårligt nok faldet her i Corona tiden. Det er rigtigt, rigtigt flot og rigtigt godt for os, der arbejder med møbler. Det ser ydermere ud til, at der er et fint sammenhæng mellem rimelig kvalitet og pris, således rigtig mange mennesker har mulighed for at købe møblerne.
Men efter at have besøgt en del af udstillingerne, må jeg sig jeg også er noget skuffet. Jeg har set rigtigt meget tykt velour og noget jeg vil kalde ”filigran” design med inspiration fra Art Deco. Art Deco, der ofte defineres som en luksusstilart, og som jeg måske ikke synes, er svaret på tidens store problemer, som for eksempel ulighed og klimaforandringer.
Der er selvfølgelig også en del af de danske klassikere fra 50’erne og 60’erne som for en dels vedkommende er opstået i et eller andet samspil med tilblivelse af velfærdsstaten. Det er i hvert tilfælde Nan Dahlkild’s argument ved udstillingen om Arne Jacobsen på Trapholt og tidligere Politiken chefredaktør Haakon Stephensens argument i den lille film som Barbara Læssøe Stephensen lavede om Snedkernes Efterårsudstilling i 2017. Velfærdsstaten og dens møbler er som udgangspunkt udmærket til at skabe lighed, men om det også er svar på et bæredygtigt liv, kan man godt være lidt skeptisk ved, da det ser ud til det skaber et alt for stort forbrug og dermed store klimabelastninger.
Der er selvfølgelig også en del virksomheder, der kaster sig over det bæredygtige og vi ser, at der hovedsageligt arbejdes med materialer. Der anvendes eller sågar opfindes nye bæredygtige materialer ofte med udgangspunkt i produktionsaffald fra andre brancher. Men det er jo således at cirkulære materialer også skal oparbejdes, forarbejdes, transporteres, m.m. og så er der i den sidste ende måske ikke vundet så meget. Eller som professor Michael Hauschild på debatmøde ved sidste års Re-think, Re-use, Re-duce udstilling på DAC, formulerer det i en kommentar til up-cykling ”hvis det bringer så meget mere værdi (energi), så havde markedsøkonomien allerede opfundet det”.
Det er således, at klimabelastningen hovedsageligt hænger sammen med vores store forbrug, et forbrug, som er drevet af moden, og moden har jo også ”sneget” sig ind i møblernes verden. Møbler bliver udskiftet, fordi de er umoderne, og ikke fordi de er slidt op. Og nogle af de stilarter, som for eksempel Art Deco, vi ser i moderne møbler, mener jeg er mode.
Hvis vi skal leve i en bæredygtig verden, er vi nødt til at organisere os anderledes. Måske skal vi bo tættere og i højere grad deles om tingene eller måske skal vi bo mere spredt og være selvforsynende. For eksempel som Plug-in City, en lang og super effektiv by, der strækker fra Liverpool over London og Paris til langt ind i Europa (Warren Chalk, Dennis Crompton og Peter Cook i Archigram), eller mere a la bonderøven, eller noget helt andet vi må drømme os til.
Tivoli: Snedkernes Efterårsudstilling i Tivoli. Foto af Egon Gade
Moderne møbeldesign bør i langt højere grad forholde sig til dette spændingsfelt, på samme måde som mange af vores klassiske møbler forholdt sig til udvikling af velfærdsstaten. Moderne møbler i Art Deco stil tror jeg ikke er løsningen og moderne møbler fremstillet cirkulære materialer ændrer heller ikke det helt store, og ofte legimiterer de blot, at forsætte et stort forbrug, som om intet er hændt.
Hvis vi skal ud over vores vanlige tankegang og finde på noget nyt, er vi nok nødt til at lade os inspirere af noget andet, og her kan drømmene komme i spil. I kataloget til årets Snedkernes Efterårsudstilling skriver jeg følgende:
”Årets udstilling er derfor på mange måder et poetisk afsæt i møbler, der drømmende søger svar på en fremtid, vi ikke kender, men som fabulerer, afsøger og måske opfinder nye måder at være i den på? Lad os håbe det."
Jeg vil på ingen måde postulere, at de møbler, vi ser på årets Snedkernes Efterårsudstilling i Tivoli giver svar på fremtiden, men foreningen Snedkernes Efterårsudstilling er med sin grundlæggende vedtægt ”sammenslutningen fungerer som laboratorium for nytænkning i fremtidige møbeltyper/-koncepter” og ikke kuraterede udstillinger med til at give et rum, hvor designere og producenter kan drømme, drømme om andre bedre, smartere, smukkere måder at leve og bo på og måske komme med svar på fremtidens møbler.
