Whisky Stolene, Finn Juhls hus
Valnød, messing, mundblæst glas og dansk whisky - ekstravagant møbel af Finn Juhl relanceres
Whiskystolen er tegnet af Finn Juhl i 1948 og er kendetegnet ved hans kunstneriske sans for formgivning, funktioner og detaljer. Finn Juhl spillede en afgørende rolle i Danish Modern-bevægelsen og hans funktionelle og skulpturelt formede møbler var med til at definere Danmark som et foregangsland indenfor møbeldesign verden over.
Oplev stolen, når den lanceres under 3daysofdesign, onsdag d. 15. juni kl. 14:30 på Gothersgade 9.
Whiskystolen er ikke blot ekstravagant, den er både drilsk og sprælsk - og i dag måske også på grænsen til at være en smule politisk ukorrekt. Højre armlæn breder sig organisk ud mod kanten, hvor en halvmåneformet bakke i poleret messing er lagt ned i træet.
Den håndlavede bakke kan foldes ud til en cirkel, hvor et hul i messingpladen angiver, hvor et speciallavet whiskyglas skal placeres.
Finn Juhls originale akvareltegning (der ses længere nede) viser, hvordan to stole passer perfekt sammen, fordi højre og venstre armlæn er asymmetriske.
Whiskystolen produceres i amerikansk valnød af højeste kvalitet og polstres i læder og/eller tekstil. Stolen har desuden karakteristiske messingfødder.
Whiskystolens komfort er overvældende og indbyder til de helt særlige stunder, hvor man tager sig tid til fordybelse og nydelse - alene eller sammen.
Ved køb af Whiskystolen medfølger et unikt mundblæst glas, specielt udviklet til stolen af glasmager Mikkel Yerst i Silkeborg.
På Finn Juhls originale tegning er glasset ikke defineret, så stolen har inspireret Mikkel Yerst til glassets kraftfulde form.
De første 250 solgte stole nummereres og der vil til disse ligeledes medfølge en limiteret og nummereret flaske tørverøget Single Malt, lagret på et Amarone vinfad fra Stauning Whisky.
Stauning Whisky er ligesom House of Finn Juhl beliggende på den rå, danske vestkyst, og de 250 flasker whisky er specialudviklet til stolen fra ét fad.
Hans Henrik Sørensen, grundlægger og medejer af House of Finn Juhl, fortæller om relanceringen af stolen:
- Det er jo helt fantastisk, at Finn Juhl har tegnet en stol med en indbygget plads til et glas whisky.
- Det fortæller på en måde alt om, hvordan han var. Han designede fuldstændig frit og uden tanke for det kommercielle aspekt, men designet var altid funktionelt begrundet. Hans møbler var ofte eksklusive og bestemt ikke "til folket" og af den grund, nåede denne stol heller aldrig i produktion i sin samtid, men blev blot en kommentar til det socialdemokratiske Danmark, hvor der ikke var plads til den slags ekstravagance.
Hans Henrik Sørensen fortæller afslutningsvist:
- Et design som Whiskystolen passer perfekt ind i vores kollektion, og den filosofi vi arbejder ud fra. Vi har nu over 50 Finn Juhl designs i kollektionen, og ligesom Finn Juhl tænker vi ikke blot kommercielt, når et af hans ikoniske møbler relanceres. Det er vores passion at gå til den yderste grænse for at genskabe komforten, detaljerne og sanseligheden i Finn Juhls design.
Fakta om Whiskystolen
År: 1948, relanceret 2022
Materialer: Træstel i massiv valnød, polstres i læder og/eller tekstil. Bakke og fødder i poleret messing.
Mundblæst whiskyglas medfølger.
Mål: H: 95 cm x B: 79 cm x D: 85 cm x SH: 35,5 cm
Vejledende pris inkl. moms: Fra 67.313 kr.