<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Erik_Joergensen_Fornyelse_gennem_eksperimenter
Erik Jørgensen: Fornyelse gennem eksperimenter

Annonce

Erik Jørgensen: Fornyelse gennem eksperimenter

Erik Jørgensen Møbelfabrik

 

Man er bevidst om sin arv hos Erik Jørgensen Møbelfabrik i Svendborg, men det afholder ikke virksomheden fra at afsøge grænser og finde nye veje at gå.

 

Tekst af Mike Rømer
 

Indret.dk har sat direktør Niels Jørgensen stævne på et hotel i København. Solen brager ned i hotellets gårdhave, kaffen er skænket og diktafonen venter spændt på en snak om Erik Jørgensen Møbelfabrik, som kan fejre 60 års jubilæum i år. Men Niels Jørgensen er ikke så meget for at begive sig ud i en langbenet, retrospektiv historie – han vil hellere tale om firmaet lige nu, og hvilke fremtidsperspektiver, der tegner sig. Selvfølgelig er der en interessant historik, som ikke må glemmes, men efter Niels Jørgensens mening er det vigtigere at hæfte sig ved virksomhedens idégrundlag: At markere sig som frontløber inden for moderne dansk møbeldesign.

 

Det var det, der drev hans far, sadelmageren Erik Jørgensen, til at tegne sin første sofa I 1954, og det er den samme filosofi, der har ført til et samarbejde med en lang række af dygtige designere. Eksempelvis makkerparret Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen, som man fik til at designe sofaen Rotor i 1983 for at komme ind på kontraktmarkedet, og som man stadigvæk har et godt samarbejde med. ”Et ægteskab med op- og nedture, som det nu engang hører sig til”, som Niels Jørgensen siger med et smil.

 

Designkonkurrencer er en del af vækstlaget

Erik Jørgensen Møbelfabrik er konstant på udkig efter nye designere, både på møbelmesser rundt om i verden, og ved at holde sig orienteret gennem internationale designmagasiner. Selvfølgelig modtager man også et hav af uopfordrede henvendelser fra unge designere, men her er det svært at komme igennem nåleøjet, idet projekterne ofte har manglet tilstrækkelig tyngde på det idémæssige plan, eller faldet helt ved siden af virksomhedens kundesegment. Niels Jørgensen ærgrer sig dog over at måtte sige nej til så mange, og fremhæver samtidig det skisma, der ligger i, at de unge designere mangler erfaring og modenhed. For det er jo altså kun via et samarbejde med en producent, at disse kvalifikationer kan erhverves.

 Erik Jørgensen Møbelfabrik

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den problematik har virksomheden nok været opmærksom på, da man i 1994 indstiftede Erik Jørgensen Design Award. Tanken med prisen var nemlig, at man hvert andet år ville invitere unge designere til at deltage i en designkonkurrence med et specifikt tema, og derefter fremstillede enprototype af det vindende projekt. Det var ikke nogen dårlig idé, og har gennem tiden resulteret i en række utraditionelle møbler, der er kommet i produktion.

 

Eksempelvis det store ’flydemøbel’ Waves, som vandt den allerførste konkurrence, og er tegnet af designerduoen Ernst & Jensen, mens de stadigvæk gik på Kunstakademiet. Seneste konkurrenceprojekt er sofaserien Toward fra 2011, der er designet af Anne Boysen, og er en finurlig kombination af en lænestol, en daybed og en sofa. Det er et møbel, der efter Niels Jørgensens mening er et meget godt eksempel på virksomhedens ønske om at afprøve grænser og gå nye veje. Og så hjælper det selvfølgelig også på humøret, at det lidt usædvanlige møbel har fået en flot modtagelse af både pressen og af kunderne.

 

Erik Jørgensen Møbelfabrik Det er ikke kun sofaer, der er på programmet

Selvfølgelig fylder sofaerne en hel del i virksomhedens katalog - det var jo den møbeltype, der gjorde Erik Jørgensen Møbelfabrik kendt. Men efter Niels Jørgensens mening er det lige så meget den høje standard i polsterarbejdet, der har skabt et ry for kvalitet og holdbarhed. Det er polstring, der er virksomhedens kernekompetence, og den beholder man i Danmark - ikke noget med ”out-sourcing” til eksotiske adresser her!

 

Den opsparede erfaring har gjort det muligt at give sig i kast med en lang række forskelligartede polstermøbler - lige fra Wegners klassiske OX-chair i læder til den nyeste sofaserie Bow, der er tegnet af de norske designere Anderssen & Voll (tidl. Norway Says). Designerne har været inspireret af en hængekøje, der er ophængt i fire punkter, og det har de valgt at markere med en keder i sidepuderne og i ryggen, som spidser op mod sofaens fire hjørner. Derudover har ryggen fået en ganske svag, nedadvendt bue, som diskret antyder ideen om en hængekøjes frie spænd. Det minimalistiske formsprog har dermed fået et fint modspil med nogle karakteristiske detaljer i polstringen, som tilfører serien sin egen identitet.

 

Visuelle muligheder

Med det modulære siddesystem Global er Erik Jørgensen Møbelfabrik ovre i et helt anden boldgade for polstermøbler, men præget af samme kvalitet og siddekomfort som i virksomhedens øvrige produkter. Serien er designet af Friis & Moltke Design v/Mikkel Bahr i 2013 og henvender sig direkte til brug i offentlige områder; eksempelvis inden for sundheds- og undervisningssektoren, og til større virksomheder. Global er opbygget af relativt få polsterelementer med sæde, ryg og sidestykker – herunder konkave og konvekse elementer – der kan sammensættes på et utal af måder på et understel af smalle, lakerede stålprofiler. Derudover byder serien på aflægningsplader mellem siddeelementerne og små bordplader, der er monteret på en forlængelse af understellets forreste ben. Formgivningen er stram og funktionel, men heldigvis har designerne også haft øje for det visuelle og givet mulighed for at forsyne rygelementet med en stor, rund knap, som f.eks. kan have en kontrastfarve til den øvrige polstring. Den mulighed, er der forhåbentlig mange, som vil benytte sig af, idet det er en raffineret detalje, der giver systemet et gevaldigt, visuelt løft.

 

Komfortabel blødhed i PUR-skumErik Jørgensen Møbelfabrik

Det sidste møbel, som Niels Jørgensen gerne vil fremhæve i denne ombæring, er den stablebare skalstol Aqua, der er designet af arkitekten Anne Qvist. Det er en ret speciel stol i forhold til virksomhedens øvrige produkter, idet skallen er lavet af formstøbt PUR-skum og er derfor ikke et decideretpolstermøbel. Men netop materialet har været afgørende for at gå i gang med Aqua, idet PUR er en blød plast-type med nogle taktile kvaliteter i overfladen og en let eftergivenhed i materialet, som giver mindelser om en polstret stol.

erik-joergensen
...

Erik Jørgensen A/S

Lige siden Erik Jørgensen for over 50 år siden byggede sit lille værksted i Svendborg, har møbelproduktionen i hans navn været båret af nysgerrig søgen efter nye udtryksformer forankret i respekten for det gode håndværk.

Hans ånd er i dag lige så levende som i 1954 og drivende for Erik Jørgensens Møbelfabriks arbejde.

Kontaktinformation
Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S
Industrivænget 1
5700 Svendborg
Tlf:+45 62 21 53 00
Web:
Email:   info@erik-joergensen.com