Carsten-Thor-Ceo

20 års jubilæum i Thors Design

 

Carsten Thor grundlægger Thors Design i 2002, da han ved et tilfælde kommer i besiddelse af bolværket fra Korsør’s nedlagte færgeleje.

 

Træet som har ligget uberørt i 4 år, skulle efter sigende være umuligt at sælge og umuligt at arbejde i. Og ordet umuligt var det helt rigtige ord til at trigge Carsten.

 

Efter en uigenkaldelig forelskelse i det vejrbidte azobétræ, sætter han sin karriere som automatikmekaniker i stå på ubestemt tid, mens han kaster sig over at udvikle teknikkerne til at skære og dernæst tøjle de stærke azobéplanker.

 

”Jeg forelskede mig i træet fra første øjekast. Det tog mig flere år at udvikle teknikkerne til at skære og dernæst tøjle de stærke azobéplanker. Nu mestre vi det til fulde, og resultatet har været alle anstrengelserne værd”.

/ Carsten Thor 

 

20 år er gået og Carstens stædighed, passion og enestående sans for at fremhæve træets unikke karakteristika i sine minimalistiske møbeldesigns, har etableret Thors Design solidt på den danske møbelscene for eksklusive møbler.

 

Det er vi selvfølgelig glade for og stolte af. Men særligt er vi vilde med at have en anledning til at drikke bobler og tilbringe en fredag eftermiddag i selskab med vores kunder, samarbejdspartnere, naboer mv.

 

Reception i Det Gamle Mejeri 

Derfor vil vi gerne invitere til åbent hus i vores showroom på Møltrupvej 29, 7480 Vildbjerg


Fredag d. 9. september 2022

Fra kl. 14 - 17 


Her vil vi servere lidt godt til ganen, sørge for noget hyggemusik og så vil Carsten også sige et par ord eller tre.


Vi håber du kan komme og glæder os til en hyggelig eftermiddag sammen.

Vh teamet bag Thors Design