jeshoots-com-__ZMnefoI3k-unsplash

Biocider skal godkendes og bruges med omtanke

Hvis du ønsker at gøre noget ved din nye eller gamle bolig, hvad enten det er lakering af gulve, renovering af facader og plankeværk, malerarbejde, behandling af havemøbler, fjernelse af alger og meget andet, kommer du ofte i berøring med biocidholdige produkter.

Biocider bruges blandt andet til at beskytte overflader, materialer og produkter for bakterier, svampe, mug, alger og skadedyr. Biocidprodukterne bruges til eksempelvis at forlænge et produkts holdbarhed, forebygge råd, undgå lugtgener, begrænse spredning af bakterier eller forbygge fysiske skader på materialer. Derfor kaldes biocider også hverdagsgifte, da de bruges til mange af hverdagens gøremål både i hjemmet og på arbejdspladsen.

 

Love og regler

Biocidprodukter skal godkendes af Miljøstyrelsen, før de må sælges. For at sikre, at biocider ikke udgør en uacceptabel risiko for mennesker, dyr og miljøet, er biocidområdet reguleret af EU i Biocidforordningen (BPR 528/2012). Hensigten med den fælleseuropæiske forordning er bl.a. at sikre, at biocidet overholder tre vigtige forhold: Det må ikke være skadeligt for de mennesker, der skal bruge det, det må ikke være skadeligt for miljøet og det skal være effektivt til den konkrete anvendelse.

 

Alle har et ansvar

Dem, som sælger eller importerer et biocidprodukt, har selv ansvaret for at få det godkendt. Den, der benytter et biocidprodukt i sin virksomhed, har ansvar for at sikre, at produktet er lovligt. Og det har den almindelige forbruger også. Men det kan være svært som forbruger at gennemskue, om det enkelte produkt er lovligt eller ej. Hvis du ikke kan komme udenom at bruge et biocid, er der til gengæld en række forhold, det kan være godt at være opmærksom på som forbruger:

 

  • Etiketten bør altid læses før brug af produktet – der er nemlig mange brugbare informationer om, hvordan biocidet skal bruges og i hvilke mængdeforhold, på hvilken måde biocidet eventuelt kan skade og hvilke forholdsregler du derfor bør tage ved brug.
  • Da biocidholdige produkter kan være skadelige for mennesker og miljø, hvis det ikke behandles på den rette måde, er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan emballagen skal bortskaffes efter brug – det står på etiketten.
  • Det er vigtigt at biocidproduktet udelukkende bruges til det, som det er beregnet til. Eksempelvis må man ikke bruge kemiske produkter, der ikke er godkendt som biocider, til at fjerne alger på fliser eller andre overflader. Det kan være skadeligt for miljøet, hvis ikke-godkendte biocider hældes direkte ud i naturen.
  • Bruges produktet indendørs, er det vigtigt med god udluftning, og det skal til enhver tid opbevares utilgængeligt for børn.

 

Skal du markedsføre biocidholdige produkter eller artikler?

Hvis du markedsfører biocidholdige produkter eller artikler, har du det overordnede ansvar for, at dine produkter er lovlige. Det er altså ikke lovligt at omdøbe dine biocidholdige produkter til eksempelvis husvask eller fliserens for at undgå besværet med at få produktet godkendt. Markedsfører du biocidholdige produkter eller artikler, er der en række krav, du skal være opmærksom på:

  • Aktivstoffet skal indgå i EU’s revurderingsprogram.
  • Aktivstofleverandøren skal være opført på artikel 95-listen over aktive stoffer og leverandører i den rigtige produkttype.
  • Er der særlige nationale regler?
  • Er aktivstoffet “godkendt”, “under godkendelse” eller på bilag I (listen over stoffer, der ikke giver anledning til betænkeligheder).
  • Produktet skal mærkes og klassificeres iht. CLP 1272/2008
  • Nogle stoffer skal anmeldes iflg. REACH 1907/2006

 

Der er hjælp at hente

Det er ikke muligt at sige på forhånd, præcist hvornår EU godkender eller afviser bestemte aktivstoffer i de biocidholdige produkter. Derfor er det vigtigt selv at følge med og få søgt om godkendelse til tiden. Det kan få store konsekvenser, hvis tilladelserne ikke er i orden. Det kan nemlig resultere i midlertidigt eller permanent produktions- eller markedsføringsstop.

Den, der markedsfører biocidproduktet i Danmark, har ansvaret for, at produktet er godkendt af Miljøstyrelsen. Det gælder, uanset om man er producent, importør eller distributør.

Det kan være svært at få et overblik over de mange krav og regler, men det er noget Altox a/s kan hjælpe dig med. Vi er specialister inden for kemiske stoffer og kemikalier – dette gælder også kravene og lovgivningen på området, som du er forpligtet til at følge.

 

Kontaktinformation

  • , ,