Hvad skal kontormøbler kunne?

 

På Open Days på Interior Post i Københavnerbydelen Vanløse kunne man høre den danske designer Morten Nikolajsen give sit bud på fremtidens kontorindretning. Han har netop lanceret sin kontormøbelserie til tilbygningen til Panum Instituttet, som ved brugen af massiv træ er med til skabe enrolig og behagelig atmosfære.

 

Tekst af Mikkel Weber Sandahl

 

Møbeldesigner Morten Nikolajsen fra Mohoni Studio oplever et skifte i indretningen af vores arbejdspladser, og hvor der før har været ønske om et hårdt og stringent udtryk, så bevæger vi os nu i retning af blødere materialer – hvor kontoretførst og fremmest skal være et dejligt sted at være. For når vi slapper af og føler os godt tilpas, så kan vi også performe bedre og være mere tilstede, og derfor er virksomhederne begyndt at indrette deres kontorer lidt mere hjemligt.

 

Den tendens ser man eksempelvis på Panum Instituttets tilbygning Mærsk Bygningen af C. F Møller, hvor man har ønsket at skabe forsknings- og studiemiljøer med ennæsten hjemlig atmosfære. Her har det hele tiden været tanken, at egetræ skal spille en stor rolle i bygningens indre, og det foranledigede, at Morten Nikolajsen valgte at bruge massivt egetræ i sin møbelserie til bygningen, hvilket også harmonerer fint med Panum Instituttets ønske om at skabe et nordisk forskermiljø af den højeste internationale standard – hvor kontorer og møde- og konferencelokaler er absolut state-of-the-art.

 

Serien består af hæve- sænkeborde, et modulært reolsystem, mødeborde og loungeborde til uformelle mødesteder rundt om i bygningen. Fælles er konstruktionen af massivt træ eller finérbelagte overflader.

 

”Du er nødt til at gøre noget bedre end de andre”

- For halvandet år siden fik jeg en henvendelse fra ramsing&co, om jeg havde nogle ideer i skrivebordsskuffen til et nyt indretningsprojekt? Vi har tidligere samarbejdet om kontormøbelserier, ogpå Mærsk Bygningen har vi haft en fin kreativ proces med et fælles mål om at skabe en enkel og markant serie, siger Morten Nikolajsen og fortsætter:

 

- Jeg synes generelt, at danske producenter begår den samme fejl, når de skal udvikle nyt inventar: De ser først på det, naboen har lavet, og herefter prøver de at forbedre enkelte detaljer for dernæst at være billigst. Og det er efter min mening forkert, i dag er man nødt til at differentiere sig – du er simpelthen nødt til at gøre noget bedre eller smartere end de andre.

 

På møbelserien til Mærsk Bygningen er alt metal fjernet, og Morten Nikolajsen har bestræbt sig på at bruge så få materialer og delkomponenter som muligt. Han fortæller i den forbindelse:

 

- Et område som cable management gøres tit enten for grimt eller for komplekst, og her har vi valgt at bevare bordfladen intakt, fremfor at lave et hul i bordpladen, der efterfølgende skjules med et kabeldæksel. Hvorfor gøre det avanceret, hvis man kan lade være? Hvis man har de overvejelser allerede i den indledende fase, så er det ikke fordyrende at holde designet enkelt.

 

Morten Nikolajsen var én af talerne på Interior Posts Open Days, hvor der var besøg af folk med interesse for indretning og design fra hele Skandinavien.