Dansk møbeldesign har i årtier stået stærkt på den internationale scene.

Annonce




Fem markante designhuse samarbejder nu om at bevare den unikke position og imødekommer samtidig tidens krav til autenticitet og storytelling. De inviterer derfor til Danish Designdays den 25.-27. september.

Som et alternativ til store messer slår designhusene Fredericia Furniture, Wallume, LE KLINT, Eilersen og Cane-line dørene op for de danske og internationale gæster, der vil se det ypperste inden for dansk møbeldesign - helt tæt på.

Alt fra designere til produktudviklere er til stede for at fortæller om ideen, detaljerne og funktionaliteten bag møbler og lamper.

Hvor der stadig er produktion i huset, er der mulighed for at se klassisk dansk håndværk udført – fra snedkerarbejde til håndfoldede lampeskærme. Kunder og samarbejdspartnere fra ind og udland får mærket designhusenes puls og kommer til at kende de mennesker, der står bag.

Vi har alle stået på messer i mange år og mødt hinanden. Men det er upersonligt og viser kun en flig. Kunderne vil have mere. De vil kende historierne bag hvert produkt og møde de personer, der står bag. For en japaner eller amerikaner er havemøbler, sofaer, reoler og lamper i dansk design ens i sin essens, så derfor er det naturligt at vi som møbelhuse står side om side, forklarer adm. direktør i Cane-line, Brian Djernes.

Cane-line og Eilersen fik idéen til Danish Designdays i 2010, og siden er LE KLINT kommet til og fra i år også Wallume og Fredericia Furniture. Alle fem virksomheder ligger på Fyn og i Jylland, hvor der er stærke traditioner for møbeldesign.

I de tre dage har alle fem designhuse åbne døre dagen igennem, og om torsdagen har de et samlet event i det trendy DOK5000 på Odense Havn med udvalgte møbler og lamper samt et mere festpræget arrangement om aftenen for kunder og pressen.

Det nye er, at vi åbner op helt ind til virksomhedens sjæl. Vi viser selvfølgelig nyheder frem, men også produkter på vej, så vi får forhandlernes input. Den åbenhed er overraskende for især vores internationale kunder. At vi står flere sammen er også en kæmpe fordel, når du kommer fra den anden side af jorden. Når de spiser med og lærer os personligt at kende, forstår de ånden bag det stilrene og holdbare danske design. Og historierne fortæller de videre, siger direktør hos Eilersen, Niels Eilersen.