Bløde linjer i hård beton

Annonce

Facadeudtrykket på DSV’s nye hovedsæde giver klare referencer tilbage til 30’ernes fascination af moderne transportformer og fart. Inde i atriet genfindes linjerne i det faste inventar, der møder medarbejdere og besøgende med bløde linjer i hård beton.

 

Tekst af Anne Overskov Higgins

 

Det er Arcon Entreprise, der står bag de strømlinede in situ støbte inventarløsninger i hvid beton. Den besøgende ledes ind til den lange receptionsskranke, der efterfølgende har fået monteret aptering i træ. En bænk i beton svinger sig rundt i et hjørne og udgør venteområdet i atriet. Herfra kan man, mens man venter, nyde synet af et repos med bassin og plantekumme, også støbt i beton, hvorfra fem meget høje søjler af vedbend klatrer op som stiliserede lianer i en jungle.

 

Forskallingsforme i egen produktionshal

At arbejde med in situ støbte løsninger er dog altid udfordrende, og det har det også været i dette tilfælde. De meget detaljerede og forskelligartede funktioner har fordret kreativ tænkning af firmaet, hvis hovedforretning er betonrenovering og nybyggeri. 

 

- En udfordrende opgave, fortæller Adalsteinn Asgrimsson, Entrepriseleder hos Arcon Entreprise, - men også spændende. Vore snedkere byggede forskallingsforme ud fra arkitekternes tegninger i vores store produktionshal, og her eksperimenterede vi i en rum tid. Vi foretog også test støbninger, inden vi tog ud til byggepladsen og lavede de færdige løsninger.

 

Det udfordrende bestod i at bygge forskallingsforme, der både kunne skabe buer og skæve vinkler og imødekomme behov for recesser til aptering og tekniske løsninger, som f.eks. receptionsskranken krævede.  Og så skulle man jo helst også kunne fjerne forskallingen efter endt støbning uden at beskadige det færdige stykke inventar.

 

Specialløsninger giver udvikling

En af grundene til at det lykkedes skyldes for en stor del at Arcon Entreprise blev inddraget i projekteringsprocessen. Her leverede de forslag til forskallingsopbygningen, og i fællesskab med arkitekterne fandt de frem til løsninger, der både opfyldte funktion, æstetik og som byggeteknisk kunne lade sig gøre.

 

- Vi har 60-70 mand til de traditionelle opgaver som nybyggeri og betonrenovering, og så har vi 5-10 mand, der kun løser specialopgaver som det hos DSV, fortæller Morten Andersen afdelingschef i Arcon Entreprise. Han har været glad for opgaven, en type opgave, som han gerne ser mere af.

 

- Det skaber en modvægt til den øvrige forretning, som gør, at vi udvikler os hele tiden.